Skal vi forbyde fødevarer fra klonede dyr?

KLONING: Det Etiske Råd og Det Dyreetiske Råd inviterer til debatdag om kloning af animalske fødevarer 7. april i Zoologisk Have i København.

Skal teknologien forbydes, produkterne mærkes eller er kloning blot en udvikling af det konventionelle avlsarbejde? Grafik: Det Dyreetiske Råd

Siden fåret Dolly blev præsenteret for verden i 1997, som det første pattedyr klonet fra en celle fra et voksent dyr, har man diskuteret de etiske aspekter af kloning.

I dag bruger man rutinemæssigt teknologien i forsøgsdyrsverdenen. Indtil videre har den dog ikke været anvendt i fødevareproduktionen. Noget tyder imidlertid på, at det er ved at ændre sig, skønner Det Dyreetiske Råd.

Særligt i USA er der interesse for at anvende kloning i avlsarbejdet i for eksempel kødkvægs- og svineproduktionen og i EU diskuteres det, om der skal laves et forbud mod markedsføring af fødevarer fra klonede dyr og deres efterkommere.

Debat om kloning
Det Etiske Råd og Det Dyreetiske Råd inviterer derfor til debatdag om kloning af vores animalske fødevarer. Det foregår 7. april i København.

Hvilke etiske problemstillinger rejser teknologien omkring fødevaresikkerhed, dyrevelfærd og naturlighed? Skal teknologien forbydes, produkterne mærkes eller er det blot en udvikling af det konventionelle avlsarbejde?

Sådan lyder nogle af de centrale spørgsmål i debatten.

En række af landets førende forskere indenfor kloning, forbrugeradfærd og etik vil belyse emnet og hjælpe de to råd med at få afdækket de etiske værdier, som er på spil, når muligheden for klonede koteletter begynder at blive til virkelighed.
Program

Ordstyrer er Signe Wenneberg, forfatter og medlem af Det Etiske Råd.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: