Skadelige flammehæmmere forbydes i legetøj

EU forbyder tre skadelige flammehæmmere i legetøj til børn under tre år. Foto: Colourbox

KEMI – Nye EU-regler forbyder brugen af tre skadelige flammehæmmere i legetøj. Miljøministeren kalder forbuddet for et vigtigt skridt i den rigtige retning.

Legetøj til børn under tre år, og legetøj som er beregnet til at blive puttet i munden, vil fremover være fri for tre flammehæmmere. Det har EU-medlemslandene i går besluttet.

Det betyder, at legetøj til spædbørn som for eksempel tekstildyr, gulvpuslespil og legetøj, der ligner mad, ikke må indeholde tre uønskede flammehæmmere, der bliver brugt til at øge brandsikkerheden i en lang række produkter.

Kræftfremkaldende
To af de tre flammehæmmere der nu forbydes er kræftfremkaldende, mens den sidste i sin kemiske struktur minder meget om de to kræftfremkaldende flammehæmmere og derfor er blevet forbudt i samme omgang.

- Forældre skal trygt kunne lade deres børn lege med deres legetøj uden frygt for, at de blive udsat for skadelige kemikalier. Det glæder mig derfor, at EU forbyder de tre flammehæmmere i legetøj, siger miljøminister Kirsten Brosbøl.

- Fra dansk og europæisk side arbejder vi målrettet på at få de skadelige stoffer ud af vores hverdagsprodukter, og det her forbud er et vigtigt skridt i den rigtige retning, siger hun.

I juli måned sidste år trådte de nye regler for kemikalier i legetøj i kraft, og med dette nye regelsæt er der også mulighed for løbende at sætte nye grænser for kemiske stoffer, hvor der er behov for det. Denne mulighed bliver nu brugt i forhold til flammehæmmere og er før blevet brugt for bl.a. stofferne cadmium og barium.

Forbuddet træder i kraft, når det er formelt vedtaget af Rådet og Europa-Parlamentet.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: