Skadelig kemi skal ud af hverdagen

Miljøministeriet vil have virksomheder, universiteter og vidensinstitutioner til at gå sammen for at finde mere miljøvenlige alternativer til skadelige kemiske stoffer.

KEMI – Miljøminister Kirsten Brosbøl sætter nu gang i et nyt partnerskab, der skal hjælpe virksomhederne med at skifte skadelig kemi i deres produkter ud med miljøvenlige alternativer.

Danske virksomheder skal have bedre hjælp til at udfase skadelig kemi i alt fra møbeltekstiler til maling.

Derfor sætter Miljøministeriet nu gang i et nyt partnerskab med knap 14 mio. kroner i ryggen, hvor virksomheder, universiteter og vidensinstitutioner kan gå sammen om at finde mere miljøvenlige alternativer til skadelige kemiske stoffer.

Det sker som led i regeringens nye store kemikalieindsats 2014-2017, som miljøministeren for kort tid siden har offentliggjort.

Shampoo, computere, cykler
- Jeg vil have den skadelige kemi ud af vores hverdag. Der er kemi i computere, cykler, shampoo og langt de fleste andre produkter, som vi bruger til dagligt, så det er både en vigtig og stor opgave at finde stoffer, der hverken skader forbrugerne eller miljøet. Derfor sætter vi nu ekstra fokus på det, siger miljøminister Kirsten Brosbøl.

Udskiftning af skadelige kemiske stoffer med miljøvenlige alternativer er en kompliceret affære, der kræver bredt samarbejde mellem forskere og virksomheder. Og det handler ikke kun om at finde mere miljøvenlige stoffer. De skal også kunne det samme og være inden for økonomisk rækkevidde. Det kan f.eks. dreje sig om at udskifte de fluorerede kraftige klimagasser, som bruges i supermarkedernes kølediske, med almindeligt kuldioxid.

Skal bygge bro
Både fra virksomhederne og forskernes side har der længe været stor efterspørgsel efter et øget samarbejde, og intentionen med det nye partnerskab er at få forskningsverdenens viden gjort mere brugbar for virksomhederne.

- Vi skal bruge partnerskabet til at bygge bro mellem vores dygtige forskere og den store underskov af virksomheder, som har brug for konkret viden til at komme af med skadelig kemi i deres produkter. Et styrket samarbejde kan være med til at gøre Danmark til et foregangsland i forhold til at finde alternativer til skadelig kemi, siger miljøminister Kirsten Brosbøl.

Formidling af konkret og brugbar viden til primært de mindre virksomheder om udskiftning af skadelige stoffer vil være omdrejningspunktet i partnerskabet. Derudover er den internationale dimension et andet fokuspunkt, da udviklingen af morgendagens danske produkter er afhængigt af en lang, global leverandørkæde.

Universiteter, vidensinstitutioner og virksomheder har nu tre måneder frem til 15. august 2014 til at finde sammen i partnerskaber, der kan byde ind på at løfte opgaven. Herefter er det planen, at Miljøministeriet inden sommer vil vælge det bedste partnerskab og yde tilskud til opstart og drift i fire år.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: