SF vil skære markant i landbrugets klimaforurening

KLIMA – Nyt udspil fra SF vil tage syv procent af landbrugsarealet ud af drift, få landbruget til at reducere den animalske produktion og have os til at skære ned på især store bøffer og ost.

Landbruget tegner sig for næsten en tredjedel af Danmarks samlede klimabelastning.

Landbruget står i dag for over 30 procent af klimaforureningen i Danmark. Derfor er det helt nødvendigt, at landbruget bidrager med at nedbringe vores samlede klimabelastning i Danmark. Samtidig skal danskernes madvaner ændres, så vi spiser færre animalske produkter, begrænser madspildet og jævnligt bytter frikadeller og koteletter ud med bønner og kikærter.

Det mener SF, som i et nyt udspil kræver, at landbrugets klimabelastning nedbringes markant. En ægte klimaindsats i landbruget er navnet på SF’s seneste indspark i debatten om landbrugets klimabelastning.

Ifølge SF er det realistisk, at landbruget frem til 2030 nedbringer sin klimabelastning med mindst 25 procent i forhold til i dag. Det skal først og fremmest ske ved at tage enge, lavbundsjorde og andre sårbare arealer helt ud af landbrugsdrift og samtidig skære ned på vores rekordstore antal af svin og kvæg.

En ægte klimaindsats i landbruget - forsiden af nyt udspil fra SF.

Syv procent af landbrugsareal skal ud af drift
SF foreslår konkret at plante mere skov og tage 65.000 hektar ud af drift. Det svarer til syv procent af Danmarks samlede landbrugsareal. Landbruget lægger i dag beslag på to tredjedele af Danmarks samlede areal. Det er langt mere end stort set alle andre lande i verden.

Samtidig vil partiet fremme klimavenlige afgrøder og dyrkningsteknikker, begrænse importen af soja og dermed styrke produktionen af proteinafgrøder i Danmark.

SF mener også, at det er nødvendigt at vi ændrer madvaner for at begrænse den voldsomme klimabelastning fra landbrug og fødevareproduktion. Det skal blandt andet ske ved, at vi indskrænker vores kødforbrug og spiser færre ostemadder.

Oksekød og ost vejer tungest
Det er nemlig især oksekød og ost, der topper listen på listen over madvarer med høj klimabelastning. Flere grønsager, frugt, linser og kikærter på middagsbordet pynter nemlig overraskende meget på vores individuelle klimaregnskab. Og når vi skalerer det op til en hel befolkning, er det virkelig noget, der batter.

SF ønsker ikke forbud eller klimaafgift på kød som fx Alternativet, men vil i første omgang begrænse klimabelastningen fra vores fødevarer gennem oplysning, uddannelse af storkøkkenpersonale mv. SF vil dog gerne være med til at undersøge muligheden for at indføre en retvisende klimaafgift for fødevarer, fremgår det af udspillet.

Forsker: Klogt indspark i debatten
Jørgen E. Olesen, der er professor og sektionsleder ved Institut for Agroøkologi ved Aarhus Universitet, betegner i Dagbladet Information SF-udspillet som »et klogt indspark i debatten«.

- Der er mange gode tanker i udspillet. Der står også, at noget mere må gøres forskningsmæssigt og innovationsmæssigt. Det er jeg fuldstændig enig i, siger han til avisen.

Det Økologiske Råd: Godt, konkret og realisebart
Også i Det Økologiske Råd bliver SF’s udspil godt modtaget.

- Det er et godt, konkret og realiserbart udspil, SF kommer med, mener Leif Bach Jørgensen, der er landbrugspolitisk medarbejder i Det Økologiske Råd og stærk kritisk over for regeringens klimaplan, der kom i november.

- Regeringens udspil, som friholder landbruget, er dybt kritisabelt. Vi skal i gang med klimaindsatsen, og landbruget har en stor del af ansvaret, siger Leif Bach Jørgensen til Information.

 

FAKTA

SF: En ægte klimaindsats i landbruget

Landbruget tegner sig for over 30 procent af Danmarks klimaforurening. Udspillet fra SF vil nedbringe landbrugets nuværende del med mindst 25 procent frem mod 2030. I et nyt udspil prioriterer SF ni indsatsområder og har et forslag til finansiering.

  • Mindre landbrugsareal: Stop dyrkning af særlig klimabelastende jord og rejs skov på især dårlig landbrugsjord. Det er lagt til grund, at antallet af husdyr reduceres i takt med det dyrkede areal.
  • Klimavenligere afgrøder og dyrkningsteknikker skal fremmes
  • Bæredygtigt proteinfoder – Begrænsning af import af især soja, der belaster klimaet gennem rydning af regnskov mv.
  • Stop for ubehandlet staldgylle fra husdyrbrug – Krav om bioforgasning, gylleforsuring m.v.
  • Mere klimavenlig fodring af kvæg – Mere kraftfoder, tilsætning af fedt mv. Landbrugets maskiner pålægges dieselafgift, der føres tilbage til erhvervet – giver mindre energiforbrug og elektrificering af landbruget
  • Klimavenligere kostvaner – Understøttet af klimaafgifter på produktionen af fødevarer Mindre madspild Forskning, udvikling og demonstrationsanlæg – grønnere landbrugsproduktion

Kilde: SF

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: