SF stemmer mest klimavenligt i EU

KLIMA – Danske parlamentarikere i EU stemmer vidt forskelligt i klima- og energispørgsmål. Dansk Folkeparti skiller sig ud som det parti, der mest markant har undladt at støtte klimaet, mens SF topper med at have stemt 100 pct. klimaets interesse.

Climate Action Network har undersøgt, hvordan samtlige partier og medlemmer af EU-parlamentet har stemt i en række afgørende sager, der vedrører klima- og energispørgsmål.

Den europæiske organisation Climate Action Network har undersøgt, hvordan samtlige partier og medlemmer af EU-parlamentet har stemt i en række afgørende sager, der vedrører klima- og energispørgsmål.

Opgørelsen for Danmark viser, at SF med Margrete Auken topper listen ved i 100 pct. af afstemningerne at have stemt til fordel for klimaet. I bunden ligger Dansk Folkeparti med Morten Messerschmidt på kun 20 pct.

- Undersøgelsen viser, hvor vigtigt det er at alle, der interesserer sig for miljø og klima, stemmer ved valget til EU-Parlamentet den 25. maj, siger Christian Ege, sekretariatsleder i Det Økologiske Råd.

Bendt Bendtsen ligger over gennemsnittet
Undersøgelsen viser også, at det danske konservative medlem, Bendt Bendtsen, har stemt betydeligt mere til fordel for klimaet end gennemsnittet af kollegaer i hans gruppe. Gennemsnittet for gruppen er således kun på 45 pct. mod Bendt Bendtsens 70 pct.

Omvendt har Venstre stemt en smule mindre for klimaet end gennemsnittet for deres egen gruppe.

Ryk til højre svækker klima og miljø
Opinionsundersøgelser peger på, at EU-skeptiske kræfter, især på højrefløjen, vil gå stærkt frem ved dette valg. Disse er også karakteriseret ved at modarbejde klimapolitikken. F.eks. scorer både det franske Front National og United Kingdom Independence Party (UKIP) 0 pct. undersøgelsen.

- Der forventes et ryk mod højre ved valget, og et sådant ryk vil også svække miljø- og klimapolitikken. Derfor er det ekstra vigtigt at styrke de danske parlamentarikere, som vil kæmpe for klimaet, påpeger Christian Ege.

Mads Flarup Christensen, generalsekretær i Greenpeace Norden, tilslutter sig det synspunkt:

- Den bedste garanti for, at EU-Parlamentet i næste periode vil være en progressiv kraft i forhold til EU’s klima- og energipolitik, ser ifølge undersøgelsen ud til at være en styrkelse af den grønne gruppe og den socialdemokratiske gruppe, siger Mads Flarup Christensen.

Climate Action Network, som står bag undersøgelsen, har medlemmer i de fleste EU-lande. I Danmark: Det Økologiske Råd, Greenpeace Norden, NOAH-Trafik / Friends of the Earth – Denmark og Vedvarende Energi.

Her kan du se, hvordan de danske parlamentarikere har stemt.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: