Landbruget skal fremover bidrage mere til at sikre rent drikkevand i hanerne, mindske iltsvind i fjorde og havområder og nedbringe udslippet af drivhusgasser, skriver Information.
I forbindelse med SF’s sommergruppemøde mandag præsenterer partiet en såkaldt grøn genopretningspakke, som de næste fem år afsætter 1,1 milliard kroner til opgaven. Genopretningspakken kommer, efter at regeringens landbrugspakke ifølge SF har efterladt en »solid regning« ikke alene til miljøet, men også til skatteyderne.
Forureneren skal betale
- Jeg mener, at forureneren og landbruget selv bør betale regningen i henhold til forureneren betaler-princippet, der ifølge lovgivningen både gælder for erhverv og private. Men vi har åbenbart en regering, som i sine skåltaler er optaget af personligt ansvar og af at passe på danskernes penge, men lader hånt om sine principper, når det kommer til landbruget, siger SF’s formand, Pia Olsen Dyhr til Information.
Hun vil finde pengene ved at reducere den direkte landbrugsstøtte (hektarstøtten) med 225 millioner kroner årligt og i stedet flytte dem over til landdistriktsmidlerne, der så passende kan betale regningen for landbrugspakken. Derved frigøres det samme beløb til at løse andre miljøopgaver.
Vil samle det grønne flertal
SF vil nu forsøge at samle det såkaldt grønne flertal i Folketinget (som inkluderer både oppositionen og De Konservative) bag en række beslutningsforslag, der pålægger regeringen at gennemføre forslagene.
På forhånd er de andre oppositionspartier positive over for SF’s forslag. Både Alternativet og Enhedslisten ser dog med skepsis på et forslag fra SF om at tilplante næsten 100.000 hektar med energipil for at reducere landbrugets udledning af kvælstof, skriver Information.