Selina Juul kåret som Årets dansker

NAVNE – Selina Juul fra bevægelsen Stop Spild Af Mad er netop blevet kåret som Årets dansker 2014 af Berlingskes læsere.

Selina Juul har gjort en kæmpe indsats for at mindske vores madspild. Foto: Simon Læssøe/Scanpix

Selina Juul, stifter af bevægelsen Stop Spild Af Mad, er blevet kåret som Årets dansker 2014. Det er netop blevet offentliggjort ved et arrangement hos Berlingske Media.

Kåringen er resultatet af motiverede indstillinger fra 1.302 danskere, en dommerkomites nominering og bedømmelse af 10 kandidater og tusindvis af stemmer i den afsluttende afstemning. Efter hun havde modtaget prisen, en statuette af skulptøren Carsten Jensen, sagde Selina Juul, at prisen var til alle de danskere, som hver dag forsøger at mindske madspild.

-At stoppe madspild handler ikke bare om at spare penge men også om at gøre noget godt for miljøet og klimaet. Danmark har virkelig rykket sig på det her område, og de mange frivillige ildsjæle har virkelig gjort en forskeæ. Der er snart ikke længere en kantine, hvor man ikke er opmærksom på madspild, sagde Selina Juul i sin takketale.

Første gang prisen uddeles
Årets dansker er en ny pris, som Berlingske uddeler for første gang i år. For at komme i betragtning til prisen skal man have sat sig ambitiøse mål, og nået dem. Og målene skal også have været til gavn for andre.

- Årets dansker er vores måde at hylde danskere med store ambitioner og samtidig inspirere endnu flere til at turde mere og sigte højere. Det har vi brug for i Danmark, og derfor skal vi fejre dem, der har gjort en forskel. Dem som har store ambitioner og når dem, sagde Lisbeth Knudsen.

Selina Juul har kæmpet for mindre madspild siden 2008 og har stiftet forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad, som er Danmarks største frivillige bevægelse mod madspild. Bevægelsen er medudvikler af en international erklæring mod madspild og medvirker bl.a. til videreformidling af gratis overskudsmad til hjemløse, begrænsning af madspild i industri og detailhandel. Ligesom bevægelsen også står bag flere kampagner og events, der sætter fokus på madspild.

Om Årets dansker-prisen:

  • Berlingske har siden januar bedt læserne om at indstille personer, som de mener lever op til kriterierne – at man har sat sig særligt ambitiøse mål og nået dem. Mål der også har været til gavn for andre end én selv.
  • Blandt de mange indstillede har en projektgruppe, bestående af chefredaktører og redaktører, udvalgt 10 personer, som dommerkomiteen herefter individuelt har vurderet. Det er foregået således, at de har givet point mellem 1 og 10. Den kandidat der samlet set har fået flest point er blevet månedens kandidat.
  • I finalen er det foregået på samme måde, men her lægges dommerkomiteens stemmer sammen med Berlingskes læseres. Begge vejer 50%, men er der dødt løb, er det brugernes stemmer, som afgør førstepladsen.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: