Selina Juul hædres for Stop Spild af Mad

PRIS – En tredjedel af al mad ender i skraldespanden. Selina Juul får Nordisk Råds natur- og miljøpris for sin utrættelige kamp mod madspild i Stop Spild Af Mad.

Selina Juul sammen med Forbrugerrådets formand Anja Phillip. Foto: Gustav Bech

Nordisk Råds prestigefyldte natur- og miljøpris på 350.000 danske kroner går i år til Selina Juul fra Danmark, som har grundlagt forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad.

Vidste du, at en tredjedel af den mad som produceres i verden ender som affald? Vinderen af årets natur- og miljøpris, Selina Juul fra Danmark, har grundlagt forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad – Danmarks største frivillige bevægelse mod madspild.

- Hendes indsats kan ikke overvurderes, lyder det i Nordisk Råds begrundelse.

Øger ressourceeffektiviteten
Nordisk Råds natur- og miljøpris 2013 gives til en nordisk erhvervsvirksomhed, organisation eller enkeltperson som har udviklet et produkt, en opfindelse eller ydet en anden kreativ indsats, som øger ressourceeffektiviteten og dermed bidrager til at reducere menneskets negative fodaftryk i naturen.

Selina Juul har med sit engagement sat madspild på dagsordenen, ikke bare i Danmark, men også i resten af Norden, samt i EU og FN. Juul arbejder ulønnet som frivillig talskvinde for bevægelsen som hun selv tog initiativ til i 2008.

Kreativitet og entusiasme
- Selina Juuls vedvarende fokus på madspild – i samarbejde med andre interessenter – har ført til en reduktion af madspildet i Danmark. Hun har med kreativitet, entusiasme og hårdt arbejde bidraget til at reducere menneskers negative fodaftryk i naturen, lyder det i bedømmelseskomiteens begrundelse.

Vi lever i en verden hvor 1 milliard mennesker sulter, og hvor 1,3 milliarder tons mad smides ud hvert eneste år.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: