- Ovre på Axelborg har de svært ved at holde proppen på begejstringen. Direktøren for landbrugets magtfulde lobbyorganisation, Karen Hækkerup, der for længst har glemt, at hun engang var socialdemokratisk minister, giver high five til Venstres smalle regering, der kvitterer for landbrugets partistøtte med den ene tjeneste efter den anden.
Sådan skriver Politikens chefredaktør, Bo Lidegaard, i dagens avis.
Han noterer sig, at Landbrug & Fødevarer så sandelig har fået noget for pengene, og at Karen Hækkerups trofæsamling allerede nu tæller ophævelse af kravet om randzoner, ændring af gødskningsloven, indsats mod »overimplementering« af EU-regler og afskaffelse af NOx-afgiften.
- Landbruget skal med andre ord tage mindre hensyn til beskyttelsen af åer og vandløb, udlede mere kvælstof til søer og fjorde, bruge flere giftstoffer (undskyld: sprøjtemidler), betale mindre for luftforurening og få regeringens opbakning til så vidt muligt at at småfifle med EU-reglerne, skriver Bo Lidegaard og fortsætter:
- Siden har regeringen også droppet målsætningerne for omlægning til økologisk dyrkning, og Karen Hækkerup kan igen lade propperne springe på Axelborg.
Landbrugets største sejr
- Landbrugets største sejr taler de mindre om. Den kan nemlig vise sig for god til at være sand. Her kan erhvervets næsten totale sejr ende med at ramme det selv som en kraftfuld boomerang, skriver Politikens chefredaktør.
- Sejren ligger i regeringens endelige opgør med det gamle miljøminsterium, som ganske enkelt er lagt sammen med, nogle ville sige underlagt, landbrugets eget Fødevareministeriet. Det er et så vidtgående skridt, at spørgsmålet er, om den nye konstruktion kan overleve næste regeringsdannelse.
Her begynder vandene nemlig ifølge Bo Lidegaard at dele sig blandt dem, der ikke bare går efter de hurtige symbolske sejre, men bekymrer sig reelt om fremtiden for dansk landbrug.
- De ved nemlig godt, at erhvervets massive gældsproblemer intet at at gøre med retten til at forurene mere og pløje nogle meter tættere på de sårbare åer og vandløb.
- Gælden har at gøre med den råvareorienterede masseproduktionen, lav værditilvækst, afsætningsproblemer og – ikke mindst – store og fejlslagne valutaspekulationer i landbrugets gæld.
- Den pris, miljø og grundvand kommer til at betale, vil ikke hjælpe landbruget nævneværdigt. Det er billigt at forurene mere, men det hjælper ikke det kriseramte landbrug, selv om skaderne og udgifterne til at rette op på dem kan blive betydelige for resten af samfundet, pointerer han.
Landbrugets sidste sejr
- Uanset hvor dybt danske landmænd nu får lov til at pløje ind i randzonerne, uanset hvor meget de gøder og sprøjter, uanset hvor billigt det bliver for dem at udlede NOx, og uanset hvor længe vi venter med at gøre noget ved brugen af penicillin, kræver det en kursændring, hvis dansk landbrug skal overleve – sådan som vi stadig er mange, der håber.
- Sejrene under den smalle Venstre-regering kan blive erhvervets sidste, og reaktionen bag efter kan blive fatal. Ikke kun for landbruget, men også for alle os, der gerne ser det vokse og trives, skriver Bo Lidegaard.
Læs artiklen i Politiken: Sejren over miljøet kan blive fatal for landbruget