Nu kan du tjekke, hvor ren luften er, hvor du bor eller arbejder. Ved hjælp af en smartphone eller en PC kan du ved hjælp af et interaktivt kort, ser hvordan luftforureningen fordeler sig over hele Danmark.
Ved at zoome ind på kortet kan du helt ned på adresseniveau se, hvordan den beregnede, gennemsnitlige luftforurening ser ud. Se kortet.
Det er forskere fra DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet, der har lavet beregningerne med såkaldte luftkvalitetsmodeller.
Modellerne baserer sig på udledningen af luftforurening fra forskellige kilder, spredningen heraf, stoffernes kemiske omdannelse og afsætning, indflydelse fra bygninger mv. samt de meteorologiske forhold. Slutresultatet er en beregning af luftforureningen i gennemsnit for et år på hver enkelt adresse i Danmark.
Luften bliver renere
Da der er en vis usikkerhed ved modelberegningerne, kan det interaktive luftkort kun give et fingerpeg om, hvor stor den reelle luftforurening er, og hvorvidt grænseværdierne er overskredet.
Luftforureningen har været faldende i de sidste mange år, og det samme gælder antallet af overskridelser af grænseværdier, og denne udvikling forventes at fortsætte fremover, primært pga. mindre forurening fra trafikken, oplyser Miljøstyrelsen.
Da kortet i Luften på din vej er baseret på data fra 2012, er luften derfor allerede renere, end kortet viser, understreger Miljøstyrelsen.