Se DiCaprios klimafilm Before the Flood

KLIMA – Leonardo DiCaprios dokumentarfilm om de globale klimaforandringer »Before the Flood« kan ses ganske gratis på digitale platforme verden over. Men det er ved at være sidste udkald. Tirsdag er sidste dag.

Leonardo DiCaprio har bevidst blandet sig i den amerikanske valgkamp i et forsøg på at sætte klimakrisen på dagsordenen. Her ses han i en samtale med Barack Obama, som har været præsident siden 2008.

Leonardo DiCaprios dokumentarfilm, Before the Flood, der har forsøgt at sætte klimaforandringer på dagsordenen op til det amerikanske præsidentvalg, kan ses ganske gratis på digitale platforme verden over til og med i dag.

Filmen, der indtil videre er set af mere end 30 millioner seere, kan ses med danske undertekster på www.natgeotv.com/dk til og med 8. november. Dokumentarfilmen blev gjort tilgængelig 30. oktober samtidig med tv-premieren på National Geographics tv kanaler i 171 lande.

De fleste kender Leonardo DiCaprio som en Oscar-belønnet skuespiller, men han er også en glødende miljøforkæmper og fredsambassadør for FN. Med klimadokumentaren Before the Flood har han bevidst blandet sig i den amerikanske valgkamp for at få amerikanerne til at tænke på miljø og klima, før de i dag sætter deres kryds på stemmesedlen.

Største trussel mod planeten
- Der er ingen større trussel for vores samfund end klimaforandringerne, og det bør være topprioritet for vælgerne, mener Leonardo DiCaprio.

- Fisher og jeg satte os for at lave en film, der kunne oplyse folk i hele verden om de presserende klimaforandringer og at inspirere dem til at være en del af løsningen. Jeg tager hatten af for National Geographics store indsats for at gøre denne film tilgængelig for så mange mennesker som muligt på et så kritisk tidspunkt, siger den verdenskendte skuespiller.

Before the Flood præsenterer os for synlige tegn på en voksende miljøkrise, der påfører uoprettelige skader på vores natur, forstyrrer klimabalancen og fremskynder udryddelsen af elskede dyrearter.

Obama og Pave Frans med i filmen
DiCaprio interviewer personer fra alle samfundslag i både u- og ilande, og de leverer unikke, lidenskabelige og pragmatiske synspunkter om, hvad der skal gøres nu – og i fremtiden – for at gøre vores økonomiske og politiske systemer miljøvenlige.

Blandt de interviewede er Præsident Barack Obama, Bill Clinton, USA’s udenrigsminister John Kerry, FNs Generalsekretær Ban Ki-moon, Pave Frans og en lang række forskere, naturfredningsforkæmpere og ukuelige aktivister, der arbejder for at redde verden.

- Klimaforandringer er den alvorligste trussel mod vores planet, understreger DiCaprio.

- Vi skal arbejde sammen som en enhed og kræve gennemgribende handling nu. Vores overlevelse afhænger af det. Denne dokumentarfilm viser symptomer og løsninger på klimaforandringerne, før oplysningerne bliver forvrænget, som de så ofte gør, af dem med en økonomisk interesse i produktionen af fossile brændstoffer, siger Leonardo DiCaprio.

National Geographic Global Networks: Vigtigste historie
- For os findes der ikke en vigtigere historie at fortælle, klimaforandringerne er den vigtigste udfordring vores planet står overfor, siger Courteney Monroe, administrerende direktør for National Geographic Global Networks.

- Vi tror på at historiefortælling kan ændre verden, og denne verdensomspændende gratis visning på digitale platforme er ikke bare nyt for os, men for hele branchen, hvilket understreger, hvor enestående, vi mener, denne film er, og hvor meget vi brænder for emnet. Vi er forpligtet til at sikre, at så mange mennesker som muligt ser denne film, inden det amerikanske præsidentvalg, lyder det fra direktøren.

Filmens producer Fischer Stevens er godt tilfreds med National Geographics indsats for at sprede filmens budskab.

- Omfanget af National Geographics indsats for at skabe opmærksomhed om klimaforandringerne er præcis, hvad Leo og jeg var på udkig efter, da vi lavede denne film. Klimaforandringerne er reelle, og vi føler dens virkninger mere og mere hver dag; det er på tide at vi holde op med at diskutere, hvorvidt de findes, og gør alt hvad vi kan for at bringe dette emne helt frem i folks bevidsthed, så der gøres en reel indsats for at bekæmpe klimaforandringerne, siger han..

Before the Flood er produceret af Oscarvinderne Leonardo DiCaprio og Fisher Stevens. Martin Scorsese er Executive Producer.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: