Se de økologiske køer danse foråret i møde

ØKODAG – På søndag kan du se nogle af Danmarks 63.000 økologiske malkekøer sige farvel til vinteren og danse foråret i møde. Efter en lang kommer køerne endelig på græs. 73 økologiske gårde fejrer dagen og inviterer til åbent hus.

Glæd dig til at se køerne danse på søndag. (Foto: Økologisk Landsforening)

Handelsminister Pia Olsen Dyhr deltager i den officielle åbning af Økodag på Stensbølgård ved Kirke Hyllinge på Sjælland sammen med den nye formand for Danmarks økologer, Per Kølster, når de økologiske køer på slaget 12 på søndag drøner ud på græsmarkerne.

Den helt unikke oplevelse af de dansende øko-køer får hvert år tusindvis af danskere til at tage ud på landet for at deltage i køernes forårsfest.

Den officielle åbning af Økodag finder sted på Stenbølgård ved Kirke Hyllinge på Sjælland, som sidste år havde 10.000 gæster, og dermed er den mest besøgte gård til Økodag.

Billig mælk er dyr for dyrene
- På Økodag kan forbrugerne se med egne øjne, at deres køb af øko-mælk gør en forskel — det slipper køerne fri. Køerne springer og danser af begejstring over at blive lukket ud på marken i det fri, som er det mest naturlige for dem, siger Per Kølster.

Han påpeger, at alle økologiske køer er sikre på at komme på græs hele sommerhalvåret, mens det kun er en fjerdedel af de ikke-økologiske køer, der kommer ud på græs.

- Med Økodag ønsker vi derfor også at minde danskerne om, hvad der går tabt, når de vælger billigmælken i butikken. Langt de fleste af de køer, som den billige ikke-økologiske mælk kommer fra, får ikke lov at komme på græs. Så billig mælk er dyr for dyrene, siger Per Kølster.

Oplev hvor øko-mælken fra
Birgitte Nygaard, projektleder i Økologisk Landsforening, glæder sig desuden over, at Økodag giver børnene en mulighed for at opleve livet på landet på en økologisk gård og samtidig mærke dyrenes åbenlyse og smittende begejstring.

- I dag er det de færreste børn, der har en direkte tilknytning til landbruget, og Økodag er en mulighed for forældre og bedsteforældre til at vise deres børn og børnebørn, hvor den økologiske mælk kommer fra. Samtidig får hele familien mulighed for at se, røre, lugte, smage og blive klogere på økologien, siger hun.

Find en gård nær dig
Vil du opleve køer, som er helt pjattede af glæde, kan du finde en gård i nærheden af dig på www.økodag.dk, hvor du også kan læse mere om, hvad der sker på de enkelte økologiske gårde. De 73 gårde holder åbent mellem kl. 10 og 14 den 21. april, og stalddørene slås op præcis kl. 12.

Find en økologisk gård her

 

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: