Samsø vil genbruge alt affald

AFFALD – Den grønne ø i Kattegat sydøst for Aarhus vil gøre op med køb-og-smid-væk-kulturen for at spare værdifulde ressourcer.

Alt affald skal genbruges på Samsø.

Samsø Kommune vil sætte alt ind på at blive verdens første lokalsamfund, der foretager en total omstilling til såkaldt cirkulær økonomi.

Det betyder blandt andet, at det er slut med at købe og smide væk. Alt skal i stedet genbruges og omskabes til nye ressourcer.

Samsø Kommune arbejder med planer om, at alt biologisk affald skal sorteres og genanvendes. På den måde havner bananskræl og æbleskrog ikke længere i de almindelige affaldsposer.

Begrænsede ressourcer
- Vi har et begrænset antal ressourcer, og det kan vi også tit mærke på en ø. Så vi skal ikke klatte med de ting, vi har. Vi skal genanvende så meget som muligt så effektivt og smart som muligt, siger chef for teknisk afdeling i Samsø Kommune Søren Stensgaard til TV 2 ØSTJYLLAND.

Samsø Kommune får nu 170.000 kroner fra Region Midtjylland til at udvikle konceptet. Den lille ø er i forvejen CO2-neutral og har gennem mange år fungeret som udstillingsvindue, hvor delegationer fra hele verden har været på besøg for at høre om vedvarende energi og grøn omstilling.

Samsø tæller 22 landsbyer med i alt 3.900 indbyggere.

Nye EU-mål for ressourcer
EU-kommisionen præsenterede 2. december en såkaldt cirkulær økonomi-pakke, der skal være det første skridt i et opgør med vores køb-og-smid-væk-kultur.

Pakken indeholder nye mål for fremtidens affaldshåndtering og skal skabe bedre sammenhæng mellem produktion, forbrug og affald. Målet er, at 65 procent af vores husholdningsaffald og erhvervsaffald skal genanvendes i 2030.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: