Salget af økologisk frugt og grønt når nye højder

ØKOLOGI – Salget af økologisk frugt og grønt er steget med hele 35 procent i 2015. Inden for de sidste ti år er salget femdoblet. Flere butikker udfaser sprøjtet frugt og grønt.

Familier med små børn under seks år køber langt mere økologisk mad end andre. Foto: Økologisk Landsforening

Vi er vilde med økologiske æbler, bananer, gulerødder og kål. Salget af økologisk frugt og grønt er steget med 35 procent i år, viser tal fra danske dagligvarekæder. Dermed er det økologiske frugt og grønt-salg femdoblet over de seneste 10 år.

- Aldrig nogensinde har der været så stort og flot et udbud af økologiske frugter og grøntsager i butikkerne. Det gør det meget sjovere og mere interessant at være økologisk forbruger. Og det har danskerne kvitteret for ved at købe endnu mere økologi, siger Henrik Hindborg, markedschef i Økologisk Landsforening.

Han vurderer, at det samlede salg af økologiske varer vil vokse med ca. 10 procent i år.

Kun den økologiske variant
Den voldsomme efterspørgsel på økologisk frugt og grønt giver sig nu udslag i, at flere kæder vælger, at bestemte varer udelukkende findes i en økologisk variant.

Det gør sig blandt andet gældende hos Dansk Supermarked, som melder om øget salg af økologisk grønt hos både Føtex, Bilka og Netto.

- Gennem de seneste år har vi udvidet vores udvalg af økologiske varer betragteligt, og salget er fulgt med, siger kommunikationskonsulent Maia Lindstrøm Sejersen fra Dansk Supermarked.

- Eksempelvis er grønkål med sin status af ’superfood’ blevet afsindigt populær blandt danskerne. Vi fik den økologiske variant på hylderne for et års tid siden, hvorefter den susede forbi konventionel grønkål med raketfart. Det har vi taget konsekvensen af og udskiftet den konventionelle med økologisk grønkål, som er det eneste, vi har i dag, fortæller hun.

Salget af øko-grønt er steget 35 procent i år.

Salget steg, da Irma fjernede de sprøjtede
Irma, som for flere år siden stoppede med at sælge konventionelle citroner, har nu også sagt farvel til de konventionelle gulerødder og bananer. Det tiltag har indtil videre medført et øget salg.

- Vi solgte næsten ingen konventionelle gulerødder og bananer, og derfor tog vi chancen og traf et valg på vegne af vores kunder. Det har de kvitteret for. Siden uge 33 har vi udelukkende solgt økologiske bananer og gulerødder i butikkerne, og det har faktisk fået salget til at stige – vel at mærke uden, at vi har sat priserne ned. Mængdemæssigt er salget af gulerødder steget med ca. 20 procent, vurderer Varechef i Irma, Steen Haubjerg.

Handler efter forsigtighedsprincippet
Markedschefen i Økologisk Landsforening mener især, at danskernes interesse for økologisk frugt og grønt skyldes et ønske om at tage hensyn til sin egen og familiens sundhed.

- Danskerne har taget forsigtighedsprincippet til sig og ønsker at undgå rester af sprøjtegifte fremfor at satse på, de ikke er farlige. Økologiske varer er det sikreste valg, hvis man vil undgå giftrester, siger Henrik Hindborg og påpeger, at der er rester af sprøjtegifte i halvdelen af det ikke-økologiske frugt og grønt i butikkerne, siger Henrik Hindborg.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: