Salget af økologi til storkøkkener slår rekord

ØKOLOGI: Salget af økologi til de offentlige storkøkkener boomer. I løbet af det sidste år er salget steget med 30 procent, viser nye tal fra Arla. Kompetent vejledning er nøglen til at omlægge til økologi uden forbundne merudgifter.

Arla Foods er den største leverandør af økologiske mejeriprodukter til den danske foodservicesektor.

Fødevareministeriet har i dag fremlagt en ambitiøs økologiplan for Danmark, der de næste tre år blandt andet øremærker 58 millioner kroner til økologisk omstilling af de offentlige køkkener. Og faktisk er de danske storkøkkener allerede godt på vej mod en mere økologisk profil, viser tal fra Arla Foods.

I løbet af de seneste to år er Arla Foods’ salg af økologiske mejeriprodukter til de danske offentlige storkøkkener steget med 30 procent, hvis man sammenligner første til tredje kvartal 2013 med tilsvarende i 2014, og salget ligger i dag på det højeste niveau nogensinde.

Omlægning uden merudgifter
Arla Foods er den største leverandør af økologiske mejeriprodukter til den danske foodservicesektor og arbejder målrettet på at understøtte det tidligere fremsatte mål fra regeringen om, at 60 procent af maden i de offentlige storkøkkener og kantiner skal være økologisk, siger Tomas Pietrangeli, direktør i Arla Danmark.

- Som global fødevareproducent og verdens største producent af økologiske mejeriprodukter har vi et naturligt ansvar for at samarbejde med de offentlige køkkener og kantiner om mere økologi. Vi oplever en stor interesse fra de danske storkøkkener for at blive mere økologiske og bidrager både med produkter, viden og rådgivning for at styrke omlægningen og reducere madspild – uden at det skal udgøre en merudgift.

Regeringen har blandt andet afsat 12 millioner kroner i perioden i 2015 til 2016 til rådgivning af køkkenpersonale. På samme vis har Arla Foods siden 2012 løbende afholdt gratis workshops, hvor blandt andre køkkenprofessionelle i de offentlige kantiner får inspiration og værktøjer til at arbejde sig frem mod mere økologi inden for det eksisterende budget.

Ved at omlægge køkkenets mejeriprodukter, basisgrønt og kornprodukter til økologi kan man typisk nå op på mellem 30 og 60 procent økologi, skønner Arla.

Nem overgang til økologi
Et af de storkøkkener, som har taget beslutningen om mere økologi, er Aalborg Madservice, som laver døgnkostforplejning til 1.700 beboere på plejehjem og middagsportioner til 800 hjemmeboende pensionister hver dag. I februar 2014 indgik Aalborg Kommune nye indkøbsaftaler med henblik på at omlægge til 30 procent økologi.

- Mejeriprodukterne og melprodukterne var det nemmeste sted at starte, da vi skulle omlægge til mere økologi. Håndteringen er den samme som de konventionelle produkter, mens omkostningerne kun er få kroner dyrere. Vi har ikke oplevet, at det har været en udfordring. Tværtimod er jeg overrasket over, hvor nemt det faktisk har været at vælge en mere økologisk menu, siger Hanne Melgaard Juul, leder af Aalborg Madservice.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: