Miljø- og fødevareminister Esben Lunde bliver nu sat fra bestillingen. Sagen om kvotekongerne fik i går statsminister Lars Løkke Rasmussen til at fjerne Lunde Larsen fra fiskeriområdet, som i stedet overtages af Karen Ellemann. Hun bliver nu noget så usædvanligt som minister for fiskeri, ligestilling og minister for nordisk samarbejde.
Dermed er Lars Løkkes håb om at eliminere alle modsætninger ved at samle miljø, fødevarer og fiskeri i et stort superministerium under én minister for alvor begyndt at krakelere.
Presset mod Esben Lunde Larsen er blevet for massivt.
Sagen om de store kvotekonger, som uhindret har fået lov til at sætte sig på en stor del af dansk fiskeri blev dråben, der fik bægeret til at løbe over for blandt andet Dansk Folkeparti, og få dage før Esben Lunde atter var kaldt i samråd om sagen, fik han sparket og fik frataget sine beføjelser som fiskeriets minister.
Esben Lunde Larsen er regeringens mest upopulære minister, men beholder alligevel hele det store miljø- og fødevareområde.
Karen Ellemann skal genstarte samarbejdet
Statsminister Lars Løkke oplyser, at der nu etableres en selvstændig fiskeristyrelse under Udenrigsministeriet.
Han erkender i en pressemeddelelse, »at forvaltningen af de såkaldt omsættelige fiskekvoter igennem en årrække ikke har været tilfredsstillende, og det er jeg nødt til at tage bestik af«.
Statsministeren henviser til en kritisk beretning fra Rigsrevisionen om indførelsen af omsættelige kvoter i dansk fiskeri, der offentliggøres om kort tid.
- Endelig håber jeg, at vi nu kan genstarte samarbejdet om reguleringen af dansk fiskeri med Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg, der i den seneste tid ikke har været tilstrækkeligt tillidsfuldt. Med ressortændringen tror jeg på, at vi får maksimal politisk fokus på at bringe administrationen af fiskekvoter i orden, og på at varetage interesserne for dette vigtige erhverv effektivt, siger Lars Løkke Rasmussen.
Lunde gik imod flertallet
Esben Lunde Larsen måtte 4. april give en undskyldning i Folketinget, for ikke at have orienteret medlemmerne fyldestgørende i en sag om fiskekvoter. Dansk Folkeparti var ved den lejlighed med til at give ministeren en næse.
- Det her er jo en decideret fyring af ham som minister for dette område. Han har på intet tidspunkt villet levere det, flertallet ønskede, siger Ib Poulsen fra Dansk Folkeparti til Berlingske.
- Dette er et gevaldigt hak i tuden på Esben Lunde. Vi havde ikke været tjent med at fortsætte med ham, det har jeg heller ikke lagt skjul på.