Sådan kan du gøre din jul klimavenlig

MIN GRØNNE OMSTILLING – Vi står af forbrugsræset op mod jul og omlægger vores forbrug, skriver Hanna Snorradottir, som har gode råd til, hvordan du kan skrue ned for forbruget ved at genbruge og vælge kvalitet.

Vores søn elsker Marvel-figurer, som er købt nye. Men ellers satser vi på genbrug og service, når vi vælger julegaver.

Så kom Black Friday – med 20 procent julerabat på alt det, som reklamefirmaerne så gerne vil overbevise dig om, at du og dine ikke kan leve uden.

Jeg havde en klient herhjemme tidligt om fredagen. Da det regnede udenfor gik min mand, som er på barsel, med vores syv måneder gamle datter rundt i Lyngby Storcenter i en barnevogn, inden butikkerne åbnede. Kvart i ti begyndte Lyngby Storcenter at fyldes af mennesker, som skulle gøre et kup. Thomas nærmest flygtede ud af centret på grund af trængsel – og var egentlig glad for, at han i år ikke vil følge trop.

I år har vi nemlig besluttet, at stå af forbrugsræset op til jul. Ifølge Concito udleder vi danskere ca. 6-7 tons CO2/år på grund af vores vareforbrug. Sammenligner vi dette tal med de  tons CO2/år, som vi som verdensborgere må udlede hver især, hvis vi ikke skal overstige de 2 graders temperaturstigninger, som Det Internationale klimapanel anbefaler, for at klimapåvirkningerne ikke løber løbsk – er vi alene med vores vareforbrug langt over den anbefalede mængde. Her er således meget at komme efter og julen er værd at starte med.

Da vi satte os ned og lavede ønskesedler – og overvejede hvilke gaver vi skulle give i år – besluttede vi os, til at gøre noget andet end vi plejer.

Her er vores tre klimavenlige forbrugsråd – til gaveindkøb og ønskesedler. Lad dig gerne inspirere:

  • Køb service.

Køb / ønsk dig heller serviceydelser i julegave end varer. Dette kunne være et hotelophold i Danmark, gavekort til en restaurant, massage, frisør, spa, medlemsskaber eller bidrag til foreninger mv.

Vi har begge to forældre, som har alt hvad de har brug for af ting og sager og mere til. I år besluttede vi os for heller at give serviceydelser til dem end endnu en vase, skjorte, halskæde, elektronik etc. Min mor på 83, får således et gavekort til en fodterapeut, som jeg ved, hun har brug for. Selv har jeg sat et års medlemskab af Danmarks Naturfredningsforening på min ønskeseddel.

  • Køb kvalitet.

Kvalitetsvarer holder ofte længere og er ofte mulige at sælgere videre. Undgå ”køb-og-smid-væk-varer”, såsom billig elektronik og billige varer, der hurtigt går i stykker. Jeg har selv ønsket mig et bidrag til en skræddersyet og varm vinterkåbe, som jeg både har brug for og vil bruge i årevis. På ønskesedlen til min datter står der økologiske uld bodystockings, som hun får brug for her til vinter.

  • Køb og sælg brugt.

Produktionen af varer giver anledning til CO2 udledning. Ved at forlænge levetiden af varen fører dette til mindre forbrug af ressourcer og dermed mindre udledning af CO2.

Vi har købt brugt mærkevaretøj til vores lille datter. Dette tøj kan vi så sandsynligvis give eller sælge videre, når hun er holdt op med at bruge det. Vi har også genbrugt en rigtig smuk billedramme, med et billede af vores børn til min gamle udvekslingsfamilie i Tyskland.

Selv har jeg ønsket mig et gavekort til genbrugsbutikken Byens Bazar, hvor jeg kan købe noget tøj til mig selv og børnene. Jeg har også skrevet på min ønskeseddel, at de bøger jeg ønsker mig i år, gerne må købes brugt.

De eneste gaver, som vi ikke kunne finde brugt eller i høj kvalitet var gaverne til vores søn. Han elsker Marvel-figurer, og dem måtte vi købe nye – og det lever vi med.

Nu ville jeg elske at sige, at vi havde sparet helt vildt mange penge på at være mere miljø- og klimabevidste i vores julegaveindkøb, men det har vi ikke. Vi har nok brugt det samme beløb, som vi gjorde sidste år.

Vi har bare erstattet en del af de billigere varer med serviceydelser og købt mere kvalitet for pengene. Havde vi købt samtlige gaver brugte, havde vi helt sikkert sluppet af sted med et mindre beløb. Vi har desuden været mere bevidste om gaverne virkelig var noget, som modtageren havde brug for og glæde af.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: