Sådan får du en kælegris

KÆLEGRIS – Små søde grise bliver stadig mere almindeligt at holde som kæledyr. Og det er der en god grund til. Men sæt dig ind i reglerne først. Dem kan du læse i en ny guide fra Fødevarestyrelsen.

Man skal have dispensation til at have en kælegris, hvis man bor i byzone. Foto: Colourbox

Små søde grise bliver stadig mere almindeligt at holde som kæledyr. Og det er der en god grund til.

Se selv på nettet, hvor det myldrer med herlige videoklip, som viser, hvor fantastiske grise er som kæledyr. De lærer hurtigt, omgås let andre husdyr og er meget kærlige og tillidsfulde, hvis man huske at snakke rigtig meget med dem og klø dem bag øret.

Men det kan gå grueligt galt, for kælegrisene kan sætte hele vores enorme industriproduktion af svinekød fra næsten 30 millioner svin over styr, advarer myndigheder og landmænd.

Derfor har Fødevarestyrelsen udgivet en guide, som udførligt fortæller, hvad man må og hvad man ikke må, hvis man gerne vil have en kælegris.

Kræver dispensation
Du må nemlig ikke uden videre købe en gris til at gå rundt hjemme i haven. Det er som udgangspunkt ikke tilladt at holde kælegris eller andre dyr, der normalt hører til på landet, i byzoner og sommerhusområder. Man kan dog få dispensation, hvis naboerne giver grønt lys, fortæller Fødevarestyrelsen.

Ifølge reglerne er det også forbudt at anvende køkken- og madaffald som foder.
Der er nemlig stor risiko for, at alvorlige smitsomme husdyrsygdomme kan overføres til dyr via madrester, der indeholder smitstoffer. Der er derfor totalt forbud mod at fodre med køkken- og madaffald til dyr i hele EU.

Gå tur med grisen i snor
Får man dispensation til at købe en kælegris, kan man gå tur med den ligesom en hund, blot man husker at holde den i snor. En kælegris skal ligesom de store besætninger registreres i den Fødevareministeriets Centrale Husdyrregister – CHR.

Selv om danske landmænd synes, det er helt OK, at de selv har tusindvis af svin i industrielle staldsystemer, er de ikke ikke begejstrede for udsigten til, at folk får deres egen kælegris.

- Det er faktisk alvorligt, det her, siger svineproducent Peter Sommer Jensen i Værum ved Randers og formand for svinerådgivningen til DR Østjylland.

Han frygter, at hans dyr kan blive smittet med svinepest og mund- og klovsyge. Sker det, kan det få store konsekvenser for svineproducenterne.

- Bare én gris, som får det, vil øjeblikkeligt lukke eksportmarkederne. Så man spiller hasard med den danske svineproduktion og vores levebrød, siger han til DR Østjylland.

Læs Fødevarestyrelsens guide, der fortæller, hvilke regler der gælder, hvis man vil have kælegrise: Hold af kælegrise

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: