Danmark kan blive et af de lande, der leverer løsninger på fremtidens globale ressourceudfordringer. Sådan lyder hovedbudskabet i den rapport, som Erhvervspanelet for Grøn Omstilling i dag overrækker miljøminister Ida Auken.
Miljøministeren har nedsat panelet med direktør Lars Goldschmidt (DI) som formand, og derudover består panelet af førende erhvervsledere, arbejdsmarkedets parter, erhvervsorganisationer, forskere og grønne organisationer.
Det sidste halve år har panelet været i tænkeboks for at finde fælles løsninger på, hvordan vi skaber bæredygtig vækst i Danmark. Arbejdet har resulteret i ni anbefalinger, som miljøministeren i dag modtager fra panelets formand Lars Goldschmidt.
- Det er erhvervslivet, der har løsningerne og teknologien. Vi påtager os også gerne risikoen og ansvaret for at omsætte de gode ideer til brugbare løsninger og produkter. Det kræver et fælles ansvar for omstilling, og det er opbakningen i erhvervspanelet til de fælles anbefalinger jo udtryk for, siger direktør for Dansk Industri, Lars Goldschmidt.
Erhvervspanelet for Grøn Omstilling var et af de første initiativer, Ida Auken satte i gang, da hun blev miljøminister. Nu er resultatet af arbejdet klar. Det er nyskabende, at et så bredt sammensat panel er lykkedes med at komme med et fælles bud:
- Jeg er imponeret over panelets skarpe, nytænkende og brugbare anbefalinger, som flugter rigtig godt med mine visioner. Jeg lover, at anbefalingerne ikke strander i min skrivebordsskuffe. De vil blive brugt som inspiration til mit indspil i udviklingen af regeringens nye erhvervs- og vækstpolitik. Danmark har de bedste forudsætninger for at være med til at levere de løsninger, verden har brug for. Vi skal handle hurtigt og fokuseret, så vi finder en vej ud af finans- og ressourcekrisen ved at skabe nye veje til vækst, siger miljøminister Ida Auken.
Den grønne omstilling er en kolossal udfordring for vores samfund, mener lektor Thomas Budde Christensen fra RUC, som har deltaget i panelet.
- Vi skal beskytte miljøet, reducere forureningen, udnytte ressourcer mere effektivt og øge genanvendelsen af produkter og materialer. Det skal vi gøre, så vi både sikrer opfyldelsen af de miljømæssige mål og samtidig udnytter den grønne omstilling til at skabe arbejdspladser og bæredygtig vækst, siger han.
- De ni anbefalinger, og de mange konkrete forslag til handlinger, viser vejen for et mere ressourceeffektivt samfund, hvor virksomhederne, offentlige myndigheder og universiteter udnytter omstillingen til at skabe innovation og bæredygtig vækst, forklarer Thomas Budde Christensen, der har medvirket til at omsætte RUC’s forskning på dette område til de konkrete anbefalinger til miljø- og erhvervspolitikken.
- På RUC har vi i mange år haft fokus på grøn omstilling og gennemført adskillige forskningsprojekter inden for omstilling til vedvarende energi, bæredygtig transport, bæredygtig udnyttelse af biomasse, bæredygtigt byggeri og renere produktion. Det er en god fornemmelse at være med til at kanalisere denne viden ind i det politiske system, siger han.