Kraftige grene knækker under den tunge sne, mens tynde stammer har lagt sig som buer over stien.
Det kan være fristende at hjælpe træerne lidt i løbet af vinteren; ryste lidt af sneen af og se stammerne og grenene rette sig op igen.
Men er det egentlig til nogen nytte?
»Du kan godt redde enkelte træer, men det betyder ikke meget for skoven som helhed,« svarer Tor Myking, leder af afdeling for Skovgenetik og Biomangfoldighed ved Norsk institut for bioøkonomi (NIBIO). Det skriver forskning.no, Videnskab.dk’s norske søstersite, i en artikel på Videnskab.dk.
I Danmark har vi ikke ligeså meget sne som i Norge, men alligevel er det interessant at få en status på, hvordan træerne har det i kulden.
»Sneskader er et problem for træerne, selvom mange godt kan tåle at stå bøjede under vægten af sneen,« beroliger Tor Myking.
Når grenene knækker, er det, fordi træet er ekstra tørt og derfor også skrøbeligt om vinteren.
Og her støder vi faktisk på et større problem for træerne end sneen – nemlig kulden.
Tørstige træer går i hi
Jordbunden er frossen, så rødderne får ikke vand. Hvad gør træerne så?
»På nåletræerne ruller grannålen sig tæt sammen for at beskytte de små spalteåbninger på undersiden, mens de løvfældende træer allerede har kastet sommerpynten af sig,« forklarer Tor Myking.
Når spalteåbningerne er åbne, siver vanddamp ud af bladet, så træerne forsøger at mindske denne unødige fordampning.
Derfor gør de ligesom bjørnene, der går i vinterhi. Stofskiftet daler, og de får brug for mindre vand.
Træerne sparer ikke kun på vandet; de skiller sig af med vand før vinteren. De bliver tørre.
Denne udtørring er nødvendig, for den forhindrer, at der ikke sker frostsprængninger i cellerne, hvilket kan resultere i, at træet fryser ihjel.
Risikerer at få tørkeskader
Men udtørringen kan gå for langt.
»Træerne kan få tørkeskader, og så kan dele af træet, eller i værste fald hele træet, dø,« forklarer Tor Myking.
På for eksempel et grantræ kan de nye skud dø, og nålene blive brune. Frostskader er ofte tørkeskader.
»En kold vinter en som regel ikke et problem. Vores træer har tilpasset sig igennem lang, lang tid. Faktisk er det værre med en stadig vekslen mellem kolde og milde perioder, som vi kan forvente os mere af i fremtiden,« advarer Tor Myking.