Salget af elbiler er gået helt i stå, efter at V-regeringen fra 2016 indførte nye regler, hvor der blev lagt afgifter på elbiler.
Men nu foreslår Socialdemokraterne og de radikale en ordning, der giver bilejerne en rabat, hvis de køber en elbil i stedet for en benzin- eller dieselbil.
- Vi skal have solgt flere elbiler. Da vi lavede vores elbils-aftale, forventede vi et bestemt antal, som vi kan se, at vi har svært ved at nå. Derfor er der brug for at gøre en ekstra indsats, siger skatteordfører for de Radikale Martin Lidegaard (R) til DR Nyheder.
Ordningen går på, at de første 1.000 danskere, der køber en elbil, skal have et tilskud på 40.000 kroner. Planen er, at staten skal betale 20.000 kroner i tilskud, og elbil-producenterne det resterende.
Kompensation for afgifter
Martin Lidegaard ser det som en kompensation for de mange afgifter, der er blevet pålagt elbilerne.
Regeringen, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og de Radikale indgik i oktober 2015 en aftale om afgifter for elbiler. Fra nytår trådte de nye regler i kraft, hvor der gradvist bliver indført afgifter på elbiler.
Siden er salget af elbiler faldet markant. Fra januar til august i år er der blevet solgt 414 elbiler. I samme periode sidste år blev der solgt 1.716 elbiler, viser tal fra De Danske Bilimportører.
Skatteminister Karsten Lauritzen (V) tager positivt imod forslaget fra de to partier.
- Det private salg er gået i stå. Det må man erkende. Så det kan være, at det er det rigtige puf, der skal til for at sætte gang i det private salg af elbiler, siger han til DR.