Ross Jackson: Bered jer på de store bølger
OMSTILLING – Vi er på vej ind i en enestående periode, hvor gamle systemer bryder sammen, og nye skyder frem. Klimaforandringer, de teknologiske, politiske og økonomiske forandringer vil ramme os som en tsunami i de kommende år. Faktisk befinder vi os allerede i sammenbrudsfasen, skriver Ross Jackson.
Vi befinder os i et sammenbrud af historiske dimensioner. Men det nye skyder frem. Solenergi, selvstyrende elbiler og kunstig intelligens er med til at forme fremtiden. Foto: Colourbox
Af Ross Jackson, formand for Gaia Trust
Vi er på vej ind i en meget stormfuld tid, hvor gamle systemer bryder sammen og nye skyder frem – en enestående historisk periode. Faktisk befinder vi os allerede i sammenbrudsfasen, hvilket bliver mere og mere tydeligt som tiden går.
Karakteristisk for denne periode er mange sammenbrud, dvs. virkelig store omvæltninger i hvad vi plejer at opfatte som »normaliteten«. Her kan Donald Trumps sejr ved præsidentvalget i USA – som overraskede de fleste – bedst forstås som en milepæl på vejen i en langt større historisk proces.
Der er fire sideløbende brud, som vil ramme os som en tsunami i de kommende år. Vi kan kort klassificere dem som:
- Klimaforandringer.
- Teknologiske forandringer.
- Politiske forandringer.
- Økonomiske forandringer.
Blot en enkelt af de nævnte er tilstrækkelig til at udløse store omvæltninger i vores samfund. Men det at de finder sted samtidig, er ingen overraskelse, eftersom de er gensidigt afhængige af hinanden. Derfor vil effekterne også blive så meget voldsommere og endnu mere uforudsigelige. De fire vil nemlig påvirke hinanden, både positivt og negativt.
Bered jer på nogle rigtig store bølger.
Klimasammenbrud
Dette er langt det mest anerkendte sammenbrud. Samtidig med, at denne trussel sandsynligvis er den voldsomste og mest destruktive af de fire forandringer, er det også den mest langsigtede.
Hvis vi bliver i tsunami-analogien, vil de første bølger ramme særlige sektorer i vores samfund med enorme ødelæggelser til følge, men først længere ude i horisonten, vil de langsommere klimabølger, som er 10 gange større end de første bølger, bevæge sig hen imod os; og de er potentielt dødelige for selve vores overlevelse.
Truslen er bredt anerkendt af klimaeksperter. Men læg mærke til, at vores politiske ledere endnu ikke har taget truslen alvorligt, eftersom et effektivt svar vil kræve, hvad der fortsat ses som »uacceptable« ændringer i det politisk/økonomiske system. Ændringer, som de politiske ledere ikke er parate til.
Forandringen vil imidlertid ske alligevel, hvad enten politikerne bryder sig om det eller ej. Selv Paris-aftalen, som ikke er tilstrækkelig ambitiøs til at afværge en irreversibel opvarmning, vil blive skudt ned af præsident Trump – lyder det fra ham selv.
Hvis den nye amerikanske præsident gør alvor af sine ord, og andre lande følger efter for at forblive konkurrencedygtige, vil de gigantiske klimabølger ramme os tidligere og voldsommere end ellers. Vi står i så fald foran en katastrofal stigning af den globale temperatur på ca. 4 grader celsius – langt over Paris-aftalens mål på maksimum 2 grader celsius.
Teknologiske brud
Et nyligt eksempel på teknologisk disruption, som vi alle kender, var den måde hvorpå tre forskellige teknologier i 90’erne – mobiltelefonen, den personlige computer og internettet – accelererede hinandens udbredelse i markedet.
Den teknologiske revolution har i dag skabt en verden med mobil computing med smartphones, Cloud computing tjenester og tablets. Tony Seba påpeger i sin banebrydende bog, »Clean Disruption of Energy and Transportation«, at dette nybrud sendte mange gamle og veletablerede forretningsmodeller i graven.
Nu er et ligeså betydningsfuldt nybrud, som vil have lignende virkninger, undervejs. Denne gang er de teknologier, som blandes og accelererer hinandens vækst. Ifølge Seba drejer det sig om:
- Solenergi.
- Elektriske køretøjer.
- Selvstyrende biler.
Til disse vil jeg tilføje:
- Kunstig intelligens.
Solenergi
Denne gang er det derfor den oliebaserede bilindustri samt alle former for fossile brændstoffer og atomenergi, som vil komme i alvorlige vanskeligheder eller forsvinde. Hoveddrivkraften for denne udvikling er den hastigt faldende pris på solenergi, som nu ligger under prisen på fossile brændstoffer og atomenergi.
Ifølge Seba har solenergi forbedret sin omkostningsbase i forhold til olie fem tusind gange siden 1970.
Priserne befinder sig nu i en positiv feedback-sløjfe i en nedadgående spiral, efterhånden som omkostningerne daler hurtigere og hurtigere- og investeringer i store anlæg og forskning i lokale energilagrings systemer bliver mere og mere effektive og fremmer øget efterspørgsel.
Det store brud skyldes solenergiens decentrale natur, og det kommer til at ske langt hurtigere, end man kan forestille sig.
Solceller skyder nu op overalt i USA, f.eks. på tagene af private hjem og store varehuse som Walmart, Ikea og mange andre, for slet ikke at nævne de mange regionale solenergi- forsyningsanlæg, der er på vej. Alene Walmart har en potentiel solenergi-kapacitet på sine tage på linje med ni atomanlæg. Tilsammen er disse private og industrielle trends i gang med at undergrave den store centraliserede forretningsmodel for energi.
Dinosaurerne vil kæmpe for at overleve ved hjælp af skattefordele, politisk støtte og stigninger i monopolpriserne, men i det lange løb kan de ikke konkurrere med solenergien. De sociale og politiske konsekvenser vil bogstaveligt talt være jordomrystende.
Farvel til de gamle benzinslugere – goddag til elbilen
Vi er også midt i en enestående transportudvikling, efterhånden som elektriske biler overtager bilmarkedet fra benzinslugerne.
Grundene bliver mere og mere åbenlyse for enhver: den elektriske motor er fem gange mere energieffektiv, motoren er billigere at bygge og vedligeholde, kørslen er mere glidende og stille.
Batterierne bliver bedre og opladerne hurtigere hele tiden – tilsammen vil de snart fjerne rækkevidden som et problem.
Vidste du for eksempel, at en almindelig personbil står stille mere end 90 procent af tiden?
Om få år vil den selvkørende bil reducere størrelsen af den nationale bilpark med omkring 90 procent, især i byerne.
I fremtiden vil man kunne bestille en selvkørende taxi med sin Smartphone. Den vil bringe en frem til bestemmelsesstedet og køre videre til næste kunde eller opladning uden forsinkelse. Dette vil fuldstændig revolutionere, hvordan byer fungerer og frigive omkring en tredjedel af det bebyggede areal.
Selvkørende biler vil også reducere trafikulykker med en faktor på omkring 20, reducere hospitalsudgifter, reducere forurening og øge livskvaliteten betydeligt.
Robotternes fremmarch
Kunstig intelligens gør også fremskridt med eksponentiel fart i disse år og vil muliggøre et væld af anvendelser af robotter indenfor alle livets områder; i begyndelsen med enkle opgaver som f.eks. mekanisk lugning på økologiske landbrug.
Men lige så betydningsfuld som robotter, der vil erstatte meget manuelt arbejde, er den “bløde” anvendelse af kunstig intelligens.
Kunstig intelligens kan optimere særdeles komplekse problemer som for eksempel forretningsstrategier, nationaløkonomier, regional planlægning, landbrug, international politisk/økonomisk orden og meget mere; ikke baseret på abstrakte økonomiske teorier som neoliberal økonomi, men på analyser af »big data«, der bygger på, hvordan tingene rent faktisk opfører sig.
Kunstig intelligens vil gøre en masse mellemledere og traditionelle konsulenter arbejdsløse.
Det mest betydningsfulde opbrud vil imidlertid finde sted i den politisk/økonomiske sfære, eftersom vi sandsynligvis vil komme ind i en periode med dramatisk stigende arbejdsløshed.
Hvordan vil vi håndtere det? Hvordan vil robotter og kunstig intelligens påvirke den nødvendige overgang til bæredygtighed og omstruktureringen af vores samfund? Det er denne type spørgsmål, som fremtidens politiske ledere nødvendigvis må håndtere.
Politisk opbrud
De demokratiske vestlige samfund er allerede midt i et kulturelt opbrud, men der kommer meget mere til, når de ovenfor nævnte teknologiske opbrud begynder at gøre sig gældende. I Europa er den synlige kilde til opbrud for tiden presset fra migranter og flygtninge fra Afrika, Mellemøsten og Afghanistan, mens presset i USA først og fremmest kommer fra Mexico.
De mennesker, som føler sig truede af de kulturelle chok og konkurrencen om arbejde, vender sig mod højreorienterede demagoger, der appellerer til deres primitive instinkter om at sparke nedad på dem, som kunne tage deres arbejde, ikke kan tale sproget, og som forstyrrer deres billede af, hvordan tingene plejede at være, da samfundet var mere homogent og man kunne leve respektabelt af et almindeligt lønarbejde.
Trump er et eksempel på denne fremmedfjendske reaktion ligesom Brexit, Front Nationale i Frankrig, Geert Wilders i Holland, Gyldent Daggry i Grækenland, Dansk Folkeparti i Danmark og lignende højreorienterede bevægelser i Ungarn og Polen.
Reaktion på en fejlslagen økonomisk ideologi
De er alle dele af den uundgåelige reaktion på en fejlslagen økonomisk ideologi. Se for eksempel min tidligere artikel i Capital Financial International, »At begrænse flygtningestrømmen – en holistisk tilgang«, der påviste hvorledes vores handelspolitik skabte indvandringsproblemer. Det forstår Trump tilsyneladende.
Men opbruddet begrænser sig ikke til højrefløjen. På venstrefløjen ser vi også nye partier vinde frem, ikke på grund af fremmedhad, men på grund af utilfredshed med den neoliberale økonomi, der nu ses for hvad den er, en fejlslagen »post faktum« teori, der udelukkende gavner sine egne støtter, dem som Occupy-bevægelsen kalder for den »ene procent«.
Men kan pege på fænomenet Bernie Sanders i USA samt et antal nye, europæiske partier som Syriza i Grækenland, Podemos i Spanien og Alternativet i Danmark. I stedet for at »sparke nedad« sparker disse nye partier direkte opad mod det system, som har skabt de utålelige betingelser.
I denne forstand er venstrefløjens reaktion rettet direkte mod den primære årsag, mens højrefløjens reaktion retter sig imod symptomerne. »De etablerede«, som er repræsenterede af de gamle partier, er dermed under pres fra begge sider, efterhånden som deres vælgerbase skrumper ind, og de risikerer at miste den magt, som de mente var deres førstefødselsret.
Økonomisk opbrud
Hovedårsagen til alle disse opbrud er en økonomisk model, som har overlevet sin nytteværdi. Forståelsen af økonomi som den overordnede ideologi, der driver vores civilisation frem, er i konflikt med almindelige borgere, som ønsker at have en større indflydelse over deres daglige liv – »at få deres land tilbage« som mange har formuleret det.
Homo economicus er muteret til en ekstrem form, der udelukkende gavner en meget lille og meget rig minoritet, samtidig med at den ødelægger miljøet, som er selve livets grundlag. Men koncentrationen af kapital har samtidig også muliggjort de teknologiske fremskridt, der vil opløse samfundet, som vi kender det, og som forhåbentlig vil føre os ind i en mere bæredygtig fremtid.
Så det har ikke alt sammen været negativt, om end den økonomiske ideologis fallit der turde være åbenlys for alle, tilsyneladende ikke kan ses af for eksempel EU’s ledere.
Vil EU ændre kurs eller gå i opløsning?
Og netop EU bliver snart nødt til at beslutte sig for, på hvilken side af historien Unionen vil være. Som den sidste fæstning for en foragtet og fejlslagen økonomisk filosofi, der kun tjener en rig minoritets interesser, eller som ledere i omdannelsen til en mere human, mere decentraliseret, mere bæredygtig fremtid i overensstemmelse med borgernes interesser.
Det er ikke for meget at sige: Alarmklokkerne ringer, vil EU ændre kurs eller gå i opløsning?
De nye strukturer, der vil vokse frem som erstatning for de gamle, vil for en stor dels vedkommende blive drevet af solenergiens decentralisering, nedsat arbejdstid og en ny slags økonomi – økologisk økonomi. Det vil give mulighed for en ny politisk/økonomisk verdensorden, en udvikling jeg tidligere har beskrevet i bogen Occupy World Street.
I denne verdensorden vil det kun være nødvendigt for nationer at afgive suverænitet til en global autoritet på to områder: miljøpolitik (af hensyn til overlevelse) og menneskerettigheder. Alt andet kan decentraliseres til medlemsstater, som kan bestemme deres egen kulturelle og økonomiske prioriteter med demokratiske metoder uden indblanding udefra.
Artiklen har også været bragt på POV International.
