Det siger Christian Ege, de er sekretariatsleder i Det økologiske Råd. Han forholder sig positivt til miljøministrens beslutning om at forbyde fire ftalater.
- Vi hilser miljøminister Ida Aukens beslutning om at forbyde de fire ftalater velkommen, for problemerne med hormonforstyrrende stoffer er så alvorlige, at vi er nødt til at bruge forsigtighedsprincippet og ikke vente på de endelige beviser og på EU’s langsommelige beslutningsproces, siger han.
Ftalaterne er ligesom en række andre hormonforstyrrende stoffer mistænkt for at medvirke til nedsat fertilitet hos mennesker og dyr,fosterskader hos især drengebørn, for tidlig pubertet og øget risiko for bryst- og testikelkræft.
Dele af industrien frygter, at en dansk enegang vil stille danske virksomheder dårligere i konkurrencen med virksomheder fra andre EU-lande, men den frygt er ubegrundet, mener Det Økologiske Råd.
- Der er ikke grund til at frygte, at forbuddet påvirker Danmark negativt. Tværtimod kan det danske forbud fremskynde processen i EU og presse de øvrige lande til hurtigt at tage stilling. Den effekt har vi set før, da Danmark forbød ftalater i legetøj, og resten af EU fulgte trop, pointerer Christian Ege.
Han ærger sig desuden over, at EU-parlamentariker Jens Rhode (V) lobbyer industriens særinteresser så voldsomt, at han direkte opfordrer EU-kommissionen til at rejse en retssag mod Danmark pga forbuddet.
Det Økologiske Råd havde gerne set et mere omfattende forbud. F.eks. er medicinsk udstyr undtaget, selv om for tidligt fødte børn og andre sårbare patienter bliver udsat for en meget nær kontakt med de farlige stoffer gennem bl.a. blodslanger og katetre. Men det er sundhedsministerens område, og hun bør derfor snarest følge op med tilsvarende forbud, mener Det Økologiske Råd.
Vinylgulve indeholder også hormonforstyrrende ftalater, men ifølge den danske gulvbranche bruger danske vinylproducenter udelukkende ftalaterne DINP og DIDP. De er begge på EU’s prioriteringsliste over potentielt hormonforstyrrende stoffer, men ikke omfattet af det nye forbud.
Vinyl bruges som gulvbelægning i mange hjem og institutioner, hvor små børn kravler på gulvet og kan optage de farlige stoffer direkte bl.a. via husstøv.
Miljøministeren bør derfor også snarest skride ind og sætte disse to stoffer på listen over forbudte ftalater, mener Det Økologiske Råd.