Rødovre får poser af genbrugsplast til madaffald

MAD – Rødovre Kommune vil erstatte bioposer til indsamling af madaffald med poser af genbrugsplast.

Bioposer bliver udskiftet med poser af genbrugsplast, fordi de ikke skal komposteres.

Vestforbrænding har evalueret poserne til indsamling af madaffald og anbefaler nu, at de grønne bioposer bliver erstattet med poser fremstillet af genbrugsplast.

»Vi skifter bioposerne ud med poser i genbrugsplast, fordi behandlingen af bioaffaldet har udviklet sig. Det sker i dag så hurtigt, at poserne ikke kan nå at blive opløst, så poserne skal sorteres fra i processen. Derfor er det ikke længere nødvendigt at bruge bioposer, siger Jan Kongebro, der er formand for Teknik- og Miljøudvalget i Rødovre.

Jan Kongebro understreger, at bioposerne har været den mest miljøvenlige løsning i de år, de har været brugt i Rødovre, og at udskiftningen skyldes den nye behandlingsmetode af madaffaldet.

De biologisk nedbrydelige poser er dobbelt så dyre som poser af genbrugsplast.

Bioposer er biologisk nedbrydelige
Det har tidligere været omtalt i pressen, at bioposerne ikke er så grønne, som man har troet. Derfor har nogen fejlagtigt fået den opfattelse, at sorteringen af madaffald i bioposer har været forgæves. Men det er langt fra tilfældet, understreger Rødovre Kommune.

»Bioposerne er kompostérbare og biologisk nedbrydelige. Derfor er madaffaldet og bioposerne fra borgerne i Rødovre blevet genanvendt til ren kompost ude på markerne«, siger Jan Kongebro.

De nye poser, som har en bedre holdbarhed, bliver leveret til borgerne, når Rødovre Kommune efter sommeren har opbrugt sit lager af bioposer.

Skraldebiler på el
Fra 2019 vil Rødovre Kommune selv overtager indsamlingen af affald. Det giver en økonomisk besparelse, som kommunen vil bruge til at købe miljøvenlige skraldebiler, der kører på el. Elbilerne er ganske vist dyrere end de traditionelle dieselbiler, men forurener og støjer til gengæld langt mindre.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: