Rød valgsejr vil sætte turbo på økologi

ØKOLOGI: SF og de radikale vil styrke økologien, hvis regeringen og de nuværende støttepartier får flertal og kan danne ny regering efter folketingsvalget 18. juni.

Der skal dyrkes flere økologiske gulerødder, hvis rød blok får flertal ved folketingsvalget 18. juni.

Hvis rød blok vinder ved folketingsvalget 18. juni, skal der sættes yderligere turbo på økologien. Det mener både de radikale og SF, der nu spiller ud med øgede målsætninger for mere økologi frem mod 2020, skriver Politiken.

Ifølge de nyeste tal fra Danmarks Naturfredningsforening og Dyrenes Beskyttelse er det økologiske landbrugsareal i Danmark faldet med 0,7 procent fra 2012 til 2013. Dermed udgør det i dag godt 180.000 hektar eller det, der svarer til knap syv procent af det samlede danske landbrugsareal.

Regeringen har en målsætning om at fordoble de økologiske landbrugsarealer i 2020. Men for at nå det mål, vil de radikale skrue op for de økologiske ambitioner.

Vil sætte turbo på
De radikale vil fordoble det økologiske areal frem mod 2020 og sikre, at alle offentlige landbrugsarealer, bliver omlagt til økologisk drift senest i 2020. Det gælder også Folkekirken, som ejer store landbrugsarealer. De radikale vil også sikre, at alle kantine- og madordninger i statslige institutioner er økologiske senest i 2020.

Også SF mener, at det offentlige skal gå forrest ved at købe økologiske varer. Ikke mindst kommunerne skal ifølge partiet været en drivkraft ved at bruge økologiske råvarer i deres køkkener. SF har derfor som mål, at alle kommuner skal have udarbejdet en målsætning for økologien i de offentlige køkkener inden udgangen af 2016. SF deler ambitionen om at fordoble det økologiske landbrugsareal i 2020. Om fem skal også halvdelen af kommunernes landbrugsarealer driver økologisk, mener SF.

Sprøjtegift og drikkevand
- Vi vil have mere økologi i Danmark. Det gælder både, at forbrugerne skal have mere adgang til økologi, at de offentlige institutioner skal have mere økologi på hylderne, flere landmænd skal omlægge til økologi og endelig, at kommunerne skal dyrke mere økologisk på deres landbrugsarealer, siger Pia Olsen Dyhr til Politiken.

Hun mener, at ‘økologi er både sundere og bedre for os’.

- Økologi er lig med færre sprøjtemidler og derfor også en bedre beskyttelse af vores drikkevand, siger Pia Olsen Dyhr.

- Når vi gerne vil have dyrket arealerne økologisk, er det for at sikre bedre miljø, natur og bedre grundvand, lyder argumenterne fra den radikale Lone Loklindt, der er formand for Folketingets miljøudvalg.

Ifølge Politiken er der fuld opbakning hos Socialdemokraternes fødevareminister Dan Jørgensen, mens Venstre er betænkelig.

Partiets landbrugs- og fødevareordfører, Erling Bonnesen, understreger, at det skal være markedsvilkårene og forbrugerne selv, der bestemmer, om der i fremtiden skal mere turbo på økologien.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: