Danmark har mange enge, som kan levere biomasse til fremtidens bioraffinaderier. Men engene er ofte våde og svære at høste. Derfor er ideen om at udvikle intelligente letvægtsrobotter til at høste og hente biomassen blevet skabt, oplyser Agro Business Park.
Projekt Grassbots skal udvikle og demonstrere løsninger til at hente mere biomasse fra lavbundsarealer, hvor der er et stort biomassepotentiale til anvendelse i blandt andet økologisk biogasproduktion og fremtidens bioraffinaderier.
Samarbejdsprojekt
Kongskilde er projektleder på Grassbots-projektet, mens de øvrige partnere er Lynex, Conpleks Innovation, Aarhus, Syddansk Universitet, Bertelsen Design og Agro Business Park.
Virksomhederne sætter de næste to år fokus på innovative løsninger til at slå, opsamle og transportere biomasse fra lavbundsarealer sammen med universiteterne.
Projektet skal opbygge midtjyske virksomheders kompetencer inden for dette område og skabe nye jobs og erhvervsudvikling i Region Midtjylland.
- Kongskilde satser på at være med, når fremtidens maskiner bliver udviklet til det selvkørende landbrug siger projektleder og strategisk udviklingschef hos Kongskilde Industries, Ole Green, som forventer sig rigtig meget af samarbejdet.
- Vi satser meget på, at de første maskiner demonstreres allerede her i efteråret 2013, siger han.
Masser af initiativer i Region Midtjylland
Projektet finansieres delvist af Region Midtjylland, som tidligere har støttet en række projekter med fokus på udvikling og demonstration af rentable forsyningskæder af pil, enggræs osv. til produktion af bioenergi.
Sideløbende med opstarten af Grassbots projektet er der desuden igangsat et EU-projekt med midtjyske projektpartnere, der skal forbedre testfaciliteter for virksomheder og forskere, der beskæftiger sig med udvikling af maskiner til det autonome landbrug.
Nyskabende platform
Innovationen i projektet lægger bl.a. i at de udviklede teknologier vil gøre det muligt at høste biomasse, som det tidligere ikke har været muligt at høste, samtidig med at driften optimeres.
Fx vil det blive muligt for maskinføreren at kontrollere flere maskiner samtidigt ved hjælp af software og positioneringssystemer. Projektet vil blive en platform for videreudvikling af innovative produkter og løsninger til fremtidens landbrug med store erhvervs- og eksportfremmende muligheder i fremtiden.
- Det er enormt spændende for Agro Business Park at deltage i projektsamarbejdet omkring Grassbots. Vi ser en masse perspektiver i Grassbots konceptet som en del af fremtidens landbrug, og mener at koblingen mellem forskning og udvikling er et perfekt match til at skabe en masse resultater – og nye jobs, siger direktør Lars Visbech Sørensen fra Agro Business Park.