Risskov Bibliotek, der har markeret sig med blandt andet projektet Dyrk! dit bibliotek inviterer til høstfest på tirsdag. Biblioteket vil gerne være et sted, hvor man kan etablere fællesskaber, afprøve ideer, få ny viden og lave grønne, bæredygtige projekter.
- Vi gentager succesen fra sidste år og indbyder til høstfest i bibliotekshaven. Sammen med Smag på Aarhus skal vi lave et stort og lækkert sammenskudsgilde – et Folkekøkken hvor alle kan være med. Råvarerne bliver super lokale, da vi bruger sæsonens lækkerier fra Bibliotekets egne nyttehaver, siger Annette Harlis Thorgård, bibliotekets kontaktperson.
Tag grønsager med
- Vi håber på at se så mange bybønder som muligt – med deres egne grøntsager under armen, siger hun.
Biblioteket bruger overskudsgrønt fra lokale grønthandlere, så intet går til spilde. Skulle du selv have for mange squash, tomater eller er ved at drukne i persille, så tag endelig en kurv med, opfordrer Annette Harlis Thorgård.
- Maden bliver lavet over bål, og vi lægger op til en rolig og sjov maddag sammen med dig, din familie, dine naboer, din familie og venner. Har du et instrument og vil give et nummer eller bare lægge op til fællessang, så kan der også blive lidt til ørerne, siger hun.