Ringduer skal skånes i yngletiden

- Vi har en solid bestand af ringduer, men det er etisk forkert at regulere fugle, mens de yngler, hvis det ikke er strengt nødvendigt, siger miljøminister Kirsten Brosbøl. Foto: Wikipedia

NATUR – Miljøministeren beder Vildtforvaltningsrådet om at se nærmere på reglerne for regulering af ringduer i september og oktober.

- Det gør indtryk på mig, at vi regulerer så mange ringduer i september og oktober, hvor nogle af duerne stadig yngler. Det vil jeg have Vildtforvaltningsrådet til at se på straks.

Sådan lyder miljøminister Kirsten Brosbøls kommentar til DRs oplysninger om omfanget af tilladelser til at regulere ringduer i september og oktober. Hun vil nu bede Vildtforvaltningsrådet om igen at se på reglerne, der blev indført efter indstilling fra et enigt råd i 2010.

Tal fra Naturstyrelsen viser, at 100.000 duer sidste år blev skudt uden for jagttiden. I Danmark går jagttiden på duer fra november til januar, men det er muligt at få tilladelse til såkaldt regulering af duerne på andre tidspunkter. De fleste gives i september.

Etisk forkert
- Vi har en solid bestand af ringduer, men det er etisk forkert at regulere fugle, mens de yngler, hvis det ikke er strengt nødvendigt, siger miljøminister Kirsten Brosbøl.

Ifølge Aarhus Universitet er bestanden af ringduer stor og stigende, og der flyver op mod fem millioner ringduer over Danmark om året. Naturstyrelsen udsteder tilladelser til regulering af ringduer efter en bekendtgørelse. Ansøgerne søger styrelsen om tilladelserne elektronisk på tro og love.

- Jeg har ikke grund til at tro, at borgerne giver forkerte oplysninger. Det drejer sig om nogle kriterier, der muligvis er lidt for brede, og det skal vi selvfølgelig rette op på, siger Kirsten Brosbøl.

Værd at vide om Vildtforvaltningsrådet

Vildtforvaltningsrådet består af Landbrug & Fødevarer, Friluftsrådet, Dansk Ornitologisk Forening, Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks Jægerforbund, Dyrenes Beskyttelse og Dansk Skovforening.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: