Rikke er vild med køer
PIGER I LANDBRUGET – Da Rikke Friederichsen begyndte i landbruget, ville hun klare det hele på mændenes præmisser. Nu 30 senere år senere ser hun omsorg og kvindelige kvaliteter som det vigtigste for den store kvægbedrift, hun driver sammen med sin mand.
Rikke Friederichsen elsker sine køer som her poserer til ære for fotografen. /Foto: Ulla Skovsbøl
Hendes glade ansigt smiler til en fra mælkekartonerne i supermarkedernes køleskabe. Ansigt efter ansigt. Kartonner på stribe med Thise jerseymælk indeni, gule køer udenpå og portrættet på siden.
Der står 80 landmænd bag Thise Mejeri. Rikke er en af dem, står der under billedet.
Rikke Friderichsen er økologisk mælkeproducent i Vestjylland og har siddet i mejeriets bestyrelse i ti år. Det er næsten tre årtier siden, hun blev færdig med sin landmandsuddannelse, og den gang – først i 1980erne – var det ikke en selvfølge med piger på landbrugsskolerne, som det er i dag.
Rikke Friderichsen ejer og driver kvæggården Dyrvig I/S ved Hoven mellem Herning og Varde sammen med sin mand Kristen Degn.
På gårdens grønne marker med rug og kløver græsser 150 spraglede køer, som er en usædvanlig krydsning af tre forskellige racer. Om vinteren tilbringer de dagene i dyb halm indenfor i en moderne stald af træ, stål og sejldug, og skulle de længes efter den grønne sommer, kan de lægge sig under lindetræerne, som gror inde i stalden. Det er ikke et helt almindeligt landbrug, men Rikke er heller ikke en helt almindelig landmand.
Ville gøre en forskel
- Det lå overhovedet ikke i kortene hos mig, at det var det, jeg skulle være. Jeg tror jeg skal tilbage til min tipoldefar for at finde en ærlig landmand, siger hun.
Hun er vokset op i Birkerød nord for København. Hendes far var økonom, hendes mor socialrådgiver, og selv flyttede hun til Nørrebro i 2. G, mens det store slag om byfornyelsen og saneringen af det gamle arbejderkvarter var på sit højeste.
- Det miljø, jeg var i som helt ung, var meget politisk engageret og idealistisk. Det handlede om fællesskaber og kollektiver, om at forandre verden og gøre en forskel. Jeg ville ud som ulandsfrivillig. I mange ulande er det kvinderne, som står for landbruget, så jeg syntes, det var oplagt, at der var brug for kvindelige rådgivere. Og hvis jeg ville være det, måtte jeg jo selv vide noget om landbrug, fortæller hun.
Jeg ville udfordre mig selv
Efter ferien i sommeren 1980 tog hun derfor 19 år gammel Fjerritslev-bussen til Års i Himmerland og begyndte som medhjælper hos et ægtepar med tre små børn og 90 køer i en ny stald. Det blev en god og tryg ramme for hendes første møde med det helt anderledes liv på landet.
- For mig handlede det om at udfordre mig selv og bevise, at selv om jeg var pige, så kunne jeg godt klare det her mandeerhverv. Der var en masse, jeg skulle have prøvet af, og jeg vidste jo, jeg bare kunne rejse hjem til København og fortsætte mit liv der, hvis jeg blev træt af det, husker hun.
Fantastisk ro over køer
Køerne blev hun ikke træt af. Tværtimod. De mange tidlige morgener i malkegraven med pulserende maskiner om ørerne og bløde yvere i hænderne vækkede gradvist hendes landbrugsfaglige interesse.
- Der er en fantastisk ro over køer. Når man passer køer, kan man ikke nøjes med at bruge hovedet. Hvis man skal forstå sig på dem, er man nødt til at have hjertet med. Gider man ikke dyrene, og vil man ikke se dem, som de levende væsner, de er, så trives de ikke, og man får store problemer med sygdom, forklarer hun.
Når hun går mellem de 150 køer på de sommergrønne marker ned mod Omme Å, er der nemt at se, hvad hun mener. De mest kælne køer kommer hen og hilser på. De kender hende, og hun kender dem.
Køer kan blive deprimeret
- De to der går der, siger hun og peger på to næsten hvide køer i flokken.
- De stod i kalveboks sammen, og de er bedstevenner. Man skal passe på med at skille dem ad. Vi har prøvet det før med sådan et par, hvor den ene blev slagtet. Den anden var dybt deprimeret i lang tid.
- Jo, jo, nikker hun ivrigt som for at foregribe enhver skeptisk kommentar.
- Køer kan virkelig blive deprimerede. Så holder de sig for sig selv, fungerer ikke socialt i flokken, og det går også ud over mælkeydelsen.
Alting skulle være stort
Fra gården i Års fortsatte hun videre i landmandsuddannelsen, stadig med en dør på klem til sit gamle københavnerliv. Men så mødte hun Kristen Degn, landmandssøn fra Struer-egnen og allerede etableret med en stor gård i interessentskab med to andre unge landmand. Han var ikke sådan at flytte rundt på, så det blev Rikke, der flyttede sig og flyttede ind. Det var ikke helt nemt.
Økonomien på gården Dyrvig var dengang ekstremt presset, som den var for stort set alle nyetablerede landmænd under krisen først i 1980erne. Produktionen var presset, bygningerne var slidte, og de tre ejere var begge dele – både pressede og slidte, selv om de kun var sidst i 20erne.
- Det var tanken om landbrug som industri, der prægede Dyrvig dengang. Alting skulle være stort og voldsomt og gå stærkt. Det var et meget maskulint projekt og den del, der handlede om omsorg, var slet ikke vokset frem endnu. Men der var også en beundringsværdig kraft og stålsathed og vilje til ville lykkes med det landbrug,” fortæller hun.
Jeg kan blive meget stædig
Først forsøgte hun at tilpasse sig. Men efterhånden stod det hende klart, at industri-landbrug ikke var noget for hende. En landbrugsbedrift, man skal leve af, skal nødvendigvis drives økonomisk effektivt, men der er mere end én måde at gøre det på.
Hun besluttede, at hun ville have køerne på græs, og at gården skulle lægges om til økologi. I starten var der ikke gehør for de tanker, men i dag er begge dele en realitet.
- Hvis jeg bider mig fast i noget, som er vigtigt for mig, bliver jeg meget stædig og meget sej. Så skal det lykkes. Og det, jeg har sat mig for i livet, er faktisk på mange måder lykkedes, siger hun.
Selv om Dyrvig stadig er et stort og effektivt landbrug, er det også en smuk ejendom med æstetiske bygninger. Kastanjer, rødtjørn og guldregn blomstrer på plænen mellem stuehuset og stalden, og hvis det ikke var for ammoniakken i staldluften, ville der ikke kun have groet lindetræer men også roser på espalier i kostalden.
Ville gøre det som en mand
- I mine første år i landbruget, havde jeg en ide om, at jeg skulle være som en mand og gøre alting på en maskulin måde og kunne alt det, som mænd kan. Det var meget vigtigt for mig at køre de store maskiner og være rigtig god til det. Men pludselig en dag, hvor jeg stod helt tværet ind i smørefedt, gik det op for mig, at jeg slet ikke brød mig om det. Det var ikke det, der skulle være min opgave, siger hun.
I stedet besluttede hun, at hun bevidst ville opdyrke det, hun forstår ved feminine arbejdsopgaver, og at der netop var et stort behov for det på bedriften.
- I dag synes jeg, det meste af mit arbejde i virkeligheden drejer sig om omsorg. Det var noget, der blev modnet ved at blive konfronteret med den meget industrialiserede tankegang, først og fremmest i forhold til dyrene, fortsætter hun.
- For mig er det vigtigt, at der er glæde i arbejdet. Man bliver glad, når man kommer over i sin nye stald, og man bliver glad, når man ser sine dyr trives. Det at arbejde som økolog giver mig også glæde, fordi arbejdet hviler på en etik, som er i orden, og jeg har det godt med at arbejde med naturen i stedet for mod den.
Liv på gården
Hun og Kristen Degn har for år tilbage købt de andre ejere ud og deler nu arbejdet ligeligt imellem sig. De har valgt at holde nyinvesteringer på et relativt lavt niveau, og prioriteret i stedet at have to ansatte, en elev og en fast medhjælper. På den måde bliver der mere liv på gården, og sådan synes de begge, det fungerer bedst. Mod alle odds har københavnerpigen Rikke klaret omplantningen fra storbyen til den sandede vestjyske jord i fin stil.
- Det er her mine rødder er nu, siger hun.Det er vigtigt for mig at have den faste base, men samtidig er det også vigtigt for mig at engagere mig ude i samfundet. Det er for eksempel derfor, jeg er med i bestyrelsen for Thise Mejeri og nu også i bestyrelsens for Økologisk Landsforening. Jeg synes, jeg har opnået det, jeg gerne ville: At bruge mit liv på at gør godt for nogen og noget, på at gøre en forskel.
