Rewilding kan få negative konsekvenser

NATUR – Rewilding af naturen kan få uforudsete økologiske og økonomiske konsekvenser, advarer forskere ved Københavns Universitet.

Den europæiske bison græsser allerede to steder i Danmark: På Bornholm og i Vorup Enge ved Randers.

Udsættelse af store pattedyr i naturen som bævere, bisoner og endda elefanter er blevet et populært element i forslag til at genskabe og genoprette natur i både Danmark, Europa og Nordamerika.

Men der er begrænset videnskabeligt belæg for, at det gavner naturen, og det kan få uforudsete konsekvenser, påpeger forskere fra Center for Makroøkologi, Evolution og Klima på Københavns Universitet.

Ideen med at udsætte store rovdyr eller græssere i naturen, også kendt som rewilding, er, at de kan genskabe naturlige processer, som er gået tabt, og derved forbedre naturkvaliteten.

Det modsatte resultat
Men resultatet kan blive det modsatte, advarer en række biodiversitetsforskere i dag i tidsskriftet Current Biology og kalder de stigende antal rewilding-projekter for en Pandoras æske.

I artiklen påpeger forfatterne blandt andet risikoen for, at sygdomme fra udsatte dyr kan sprede sig til den eksisterende fauna eller omvendt. De fremhæver også eksempler på tidligere udsættelser, som har ført til komplekse og uforudsigelige ændringer i økosystemer, og endda i nogle tilfælde til, at de udsatte dyr måtte udryddes igen.

Gavnlige effekter
Rewilding kan således få økologiske såvel som økonomiske, uforudsete konsekvenser, siger lektor David Nogués-Bravo fra Center for Makroøkologi, Evolution og Klima på Københavns Universitet.

- Rewilding finder allerede sted i Danmark og i udlandet, men der mangler et solidt videnskabeligt grundlag for de gavnlige effekter, og det er især bekymrende, fordi vi har at gøre med forsøg på naturgenopretning, der både koster penge og flytter fokus væk fra væsentligere initiativer, mener han.

- Forvaltere, som overvejer rewilding, skal gøre sig klart, at videnskaben på nuværende tidspunkt ikke kan forudsige alle konsekvenserne af at introducere nye arter til dynamiske økosystemer, som konstant er under udvikling, tiløjer David Nogués-Bravo.

Bison, ulve og kæmpehjort
Store pattedyr som kæmpehjort og bison var en naturlig del af Danmarks natur, indtil de uddøde for ca. 10-13.000 år siden, mens der var skovelefanter for 30-40.000 år siden. I 2012 blev der genudsat bisoner på Bornholm for første gang i 10.000 år.

På lignende vis er der udsat eller planer om at udsætte store pattedyr andre steder i Europa. Det mest kendte eksempel fra USA er genudsættelsen af ulve i Yellowstone National Park.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: