Renault/Nissan har solgt 200.000 elbiler

ELBILER – Renault og Nissan har i et strategisk samarbejde solgt 200.000 elbiler. Dermed sidder alliancen på 58 procent af det globale marked.

Renaults elbil Zoe sammen med den første danske pige, der blev døbt Zoe.

Fire milliarder kilometer – eller hvad der svarer til 100.000 gange rundt om jorden. Så langt har Renaults og Nissans elbiler indtil nu samlet tilbagelagt. Og det kun fire år efter introduktionen af den mest succesrige elbil indtil nu – nemlig Nissan Leaf. Og det strategiske samarbejde mellem franske Renault og japanske Nissan fortsætter med at vokse.

Fra januar til november i år er der i alt solgt 66.500 elbiler. Det er en stigning på 20 procent i forhold til samme periode året før.

Glæde over resultatet
Hos den øverste chef for både Renault og Nissan, Carlos Ghosn, er der glæde over resultatet.

- Renault og Nissans elektriske køretøjer er ledere indenfor elbiler, og det er biler, hvor kundetilfredsheden er meget høj. Baseret på den positive feedback fra ejerne, og den øgede efterspørgsel efter biler, der kører på vedvarende energi, er det ikke en overraskelse, at salget af elbiler stiger, siger Carlos Ghosn.

Nissan sælger flest
Nissan er den af de to med langt de flest solgte elbiler. I alt har Nissan siden lanceringen af Nissan Leaf tilbage i december 2010 solgt 148.700 biler på verdensplan. Hovedparten er solgt i USA, Japan og Europa.

I Europa er det Renault, der har førertrøjen på. Siden Renault Kangoo EV blev lanceret tilbage i oktober 2013, er der solgt 51.500 elektriske Renault.

I Europa er Renault således den bedst sælgende elbilproducent, med en markedsandel på 31 procent. Renault Zoe er den mest populære elbil, med en markedsandel på 23 procent.

 

Fakta om Renault-Nissan Alliancen:

  • Renault – Nissan Alliancen er et strategisk partnerskab mellem to bilproducenter, der tilsammen sælger hver 10. nye bil i verden. Partnerskabet har eksisteret siden 1999 og alene i 2013 solgte de 8,3 mio. biler i 200 lande.
  • Alliancen har desuden strategiske samarbejder med tyske Daimler, kinesiske Dong Feng og har også bestemmende indflydelse på Ruslands topproducent AVTOVAZ.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: