Rekordsalg af elbiler i Norge og Sverige

TRANSPORT – 61.848 nye batteridrevne biler ramte asfalten på de nordiske veje sidste år. Dermed er den elektriske bilpark i Norden vokset med 162 procent i 2016. Norge ligger helt i top, mens Danmark skraber bunden.

Både Norge og Sverige melder om rekordsalg. Men Danmark og Finland har svært ved at komme op i gear, når det gælder elbiler. Foto: Colourbox

Salget af elbiler og plugin hybrider i Norden rundede 16.761 i det fjerde kvartal af 2016. Det betyder, at der nu er mere end 162.000 opladelige biler på vejene i Norden.

Det fremgår af den nye udgave af industri-publikationen Insero Quarterly, som præsenterer den seneste udvikling i salget af batteridrevne biler i de nordiske lande.

- En interessant ting at bemærke er, at salget i Norge ser ud til at have nået sit højdepunkt, siger Jens Christian Morell Lodberg Høj, som er den ansvarlige leder af E-Mobility hos Insero.

- De seneste kvartaler viser, at det norske salg muligvis har nået et stabilt leje. Selvom Norge klart stadig er det førende marked i Norden, vil vi i 2017 se, at væksten kommer fra Sverige og Finland, forudser han.

I alt blev der solgt 45.384 batteridrevne biler i Norge i løbet af 2016. Det udgør 73 procent af det samlede salg i Norden.

Sverige kommer ind på en andenplads med 21 procent af det samlede salg efterfulgt af Danmark og Finland med henholdsvis 3 procent og 2 procent.

Stigende popularitet blandt plugin hybrider
I alt blev der solgt 8.233 plugin hybrider og 8.528 elbiler i fjerde kvartal af 2016 på tværs af de nordiske lande.

- Vi har set en stor stigning i markedsandelen for plugin hybrider. Det skyldes blandt andet væksten i Sverige og Finland, men også at nordmændene nu ser ud til at have taget hul på en ny del af markedet. Vi forventer, at plugin hybrider fortsat vil udgøre en solid del af det samlede salg i årene der kommer, siger Jens Christian Morell Lodberg Høj fra Insero.

Særligt i Sverige og Finland er plugin hybrider populære. Her tegnede de sig i fjerde kvartal for henholdsvis 76 og 85 procent af salget.

Mange fordele ved elbiler
Elbilerne har en lang række miljø- og klimafordele i forhold til de gamle benzin- og dieselosere. En elbil udnytter således 70 procent af energien på batteriet til fremdrift, mens over 70 procent af energien i brændstoffet, der anvendes i en diesel- eller benzinbil, går tabt.

Elbiler udleder ingen skadelige udstødningspartikler, ligesom elbiler støjer langt mindre end en gammeldags bil med forbrændingsmotor. Ifølge eksperter udleder en elbil under halvt så meget CO2, som en ny benzin- eller dieselbil.

Koster mindre i reparationer
Elbiler koster i dag mere end almindelige biler. Til gengæld er omkostningerne til drift og reparationer lavere.

Hidtil har rækkevidden været det svage punkt hos de fleste elbiler. Mange modeller har hidtil haft en maksimal rækkevidde på helt ned til 130-150 kilometer på en opladning.

Til gengæld kommer der jævnligt meldinger om nye langtrækkende batterier, der kan køre både 300 og 400 kilometer på en opladning, der typisk tager op mod en halv time.

Stop for benzin- og dieselbiler
Alternativet, Enhedslisten, SF og Radikale Venstre er bekymrede over udviklingen i Danmark og vil have regeringen til at fremlægge en analyse, som afdækker muligheder, udfordringer og konsekvenser for både klima, miljø og økonomi, hvis Danmark indfører et stop for salg og import af nye fossil-biler.

Udsigten til en stopdato i flere lande inden for en overskuelig fremtid vil for alvor sætte gang i både efterspørgsel og udvikling af nye biler på el, brint og biogas.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: