Regeringen vinker farvel til grøn omstilling

OMSTILLING – Lars Løkkes finanslovsforslag og 2025-plan forsømmer den grønne omstilling. Dermed svigter regeringen også de store dele af dansk erhvervsliv, som netop har satset på den grønne omstilling, mener Det Økologiske Råd.

Regeringens kritiseres for at rulle den grønne omstilling den forkerte vej. Foto: Colourbox

Regeringens finanslovsforslag skærer ned på en række grønne områder og er som støvsuget for grønne ambitioner. Heller ikke 2025-planen indeholder grønne initiativer. Til gengæld skal vi have flere motorveje.

De grønne organisationer har ledt forgæves efter tiltag i regeringens finanslovsforslag og 2025-planen, som styrker den grønne omstilling. Ingen steder får man blot en antydning af, at verden befinder sig i en akut klimakrise, eller at klimatopmødet i Paris viste en vej fremad, som nu venter på landenes konkrete opfølgning.

Overser Danmarks styrkepositioner
Regeringen overser tilsyneladende også, at Danmark står med nogle unikke styrkepositioner i form af grønne teknologier, som kan veksles til nye job i takt med gennemførelse af grøn omstilling både i ind- og udland, mener Det Økologiske Råd.

- Finanslovsforslag og 2025-plan forsømmer den grønne omstilling. Dermed svigter regeringen også de store dele af dansk erhvervsliv, som netop har satset på den grønne omstilling, understreger Christian Ege, der er sekretariatsleder i Det Økologiske Råd.

Regeringen holder fast i sin udmelding fra foråret om at ville afskaffe PSO-afgiften, som blandt andet finansierer udbygningen med vedvarende energi. Til gengæld vil Venstre-regeringen skære ned på den grønne omstilling ved at aflyse udbuddet af de kystnære vindmøller.

Også den såkaldte grønne check, som blev indført som en kompensation, da den daværende regering øgede energiafgifterne i 1990’erne, bliver afskaffet. Dengang blev checken indført som en social kompensation, hvor man gav mest til børnefamilier og lavindkomstfamilier. En familie med to børn, hvor begge voksne hver tjener under 222.000 kroner, får i dag 2.900 kroner årligt, mens et par med høj indkomst og uden børn får 1.900 kroner årligt. Men den kompensation bliver nu sløjfet.

Torskedumt at forringe indsats for at spare energi
- Fjernelse af den grønne check er endnu mere asocialt end hvis man havde hævet bundskatten, som var regeringens første forslag, mener Christian Ege fra Det Økologiske Råd.

Regeringen sænker også ambitionerne på energibesparelser. Indsatsen reduceres med godt 17 procent. Desuden skæres bevillingerne til energiforskning og -udvikling voldsomt de kommende år.

- I 2012 under det danske EU-formandskab dannede den danske energispare-indsats model for en ny fælles EU-ordning. Det er torskedumt så at forringe den danske ordning her fire år efter, siger Christian Ege.

Han betragter regeringens planer om at sætte en stopper for kystmøllerne og sænkning af spareindsatsen som klare brud på energiforliget fra 2012.

- Det er et signal til erhvervene om, at man ikke kan regne med brede politiske aftaler på energiområdet. Det truer med at forringe investeringslysten, siger Christian Ege.

Flere motorveje og besparelser på togdrift
Regeringen vil investere i en omfattende udvidelse af den østjyske motorvej E 45 og forberede en dyr havnetunnel i København . Men det sker samtidig med at regeringen konstant skaber usikkerhed om forbedring af jernbanedriften ved at underminere forliget om Togfonden.

Desuden skæres ned på BaneDanmarks budget og dermed på vedligehold af skinner og signalanlæg, allerede fra 2017. Sådanne nedskæringer kan måske være berettigede fra omkring 2021, når den igangværende renovering af skinnnenet og signalanlæg er afsluttet. Men absolut ikke fra 2017 – her vil det blot øge problemerne med togforsinkelser, pointerer Det Økologiske Råd.

- Vi har ikke brug for flere og udvidede motorveje. De skaber blot mere biltrafik. I stedet burde man arbejde på at realisere anbefalingerne fra Trængselskommissionen – så man fik flere til at cykle og køre kollektivt og dermed skaffede plads på vejene til de mennesker, som faktisk er nødt til at bruge bil, siger sekretariatsleder i Det Økologiske Råd, Christian Ege.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: