Af Maria Reumert Gjerding, klima-, natur- og miljøordfører for Enhedslisten
Luftforureningen i København er alt for høj. Det gør hvert år rigtig mange mennesker syge. Astma, luftvejslidelser, hjerte-kar sygdomme og kræft kædes sammen med forureningen.
Regeringens bud på løsning af forureningsproblemet er at flytte målestationen længere væk fra vejen, så den måler lavere værdier.
Det er dybt pinligt og simpelthen ikke i orden, at løse et problem der koster menneskeliv med den form for snyderi.
Regeringen må i arbejdstøjet og fremlægge en plan for, hvordan vi får nedbragt forureningen.
Vi ved jo udmærket hvad der skal til: vi skal have bedre kollektiv transport, elbusser, skærpede krav til lastbiler og flere elbiler. Det er fuldstændig de samme løsninger, der vil nedbringe transportens udledning af CO2, hvilket også er en bunden opgave de kommende år.
Der er ganske enkelt ingen undskyldning for ikke at komme i gang.