Regeringen klar med grøn plan

Aftalen om togfonden skal give et historisk løft til jernbanedriften i Danmark. Foto: Chili/Jens Hasse

BÆREDYGTIGHED – Inden Folketingets åbning vil regeringen præsentere plan for bæredygtighed i 2020.

Inden Folketinget åbner vil regeringen præsentere en ny national strategiplan for bæredygtighed frem mod 2020.

Det oplyser De Radikales nye partileder, Morten Østergaard, på partiets landsmøde i Nyborg Strand.

- Forud for Folketingets åbning vil statsministeren og jeg endelig kunne løfte sløret for den nationale bæredygtighedsstrategi, som vi satte os for at udvikle i regeringsgrundlaget, siger Morten Østergaard ifølge Ritzau til 370 delegerede ved landsmødet.

- Det er retningen for vores regeringsprojekt. Det er det, man får med os, siger han.

Togfond og energirenovering
Han nævner Togfonden for 28,5 milliarder kroner, som skal skabe timedrift mellem København, Odense, Aarhus og Aalborg. Togfonden finansieres ved at beskatte andre olieselskaber i Nordsøen end Maersk og Dansk Undergrunds Consortium hårdere.

Desuden omlægger regeringen energiforsyningen til vedvarende energi og isolerer bygningerne bedre, forklarer han.

- Vi omlægger vores energiforsyning til grønne energikilder. Derfor er vi godt på vej til at indfri målsætningen om, at 35 procent af vores energiforsyning om seks år skal være baseret på vedvarende kilder, siger Morten Østergaard.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: