Langt mere af Danmarks allermest sårbare og sjældne natur skal have det bedre, mener miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen, som i dag lancerer 252 nye naturplaner, der kommer til at koste 1,8 milliarder kroner.
Ifølge ministeriet plejes i dag 60.000 hektar sårbare naturområder med blandt andet højmoser, rigkær og strandenge, men fremover skal yderligere 30.000 hektar natur holdes våd, afgræsses og ryddes for krat, så truede arter som sommerfugle, orkideer, frøer og sjældne engfugle får bedre levevilkår.
-Første generation af naturplanerne har vist, at de nytter. Andelen af sjældne højmoser med en god naturtilstand stiger, og vi plejer i dag 50 procent flere naturområder end tidligere. Men vi kan gøre det endnu bedre og pleje endnu mere af vores mest sårbare natur, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen.
- Det er en kæmpe indsats, vi lægger op til, der vil gøre en mærkbar forskel for værdifulde naturtyper og for truede plante- og dyrearter, siger han.
De 252 naturplaner skal beskytte og pleje otte procent af naturen på landjorden, hvilket svarer til et område på størrelse med Fyn og de omkringliggende øer. Derudover vil regeringen beskytte 18 procent af Danmarks mest værdifulde havområder med sårbare fjordområder, boblerev og stenrev.
- Regeringens Natura 2000-planer svigter havet. Planerne indeholder ikke konkrete målsætninger, eller viden om naturens tilstand i mange af de marine Natura 2000-områder, siger WWF Verdensnaturfondens generalsekretær Gitte Seeberg.
- I Danmark mangler vi stadig det helt afgørende, nemlig beskyttelse af naturværdierne mod trawl-fiskeri i en lang række af de marine Natura 2000-områder. Noget Danmark faktisk havde forpligtet sig til over for EU at have på plads ved udgangen af 2015. Så jeg opfordrer ministeren til hurtig handling. Vi skal have stoppet trawlfiskeriet i de beskyttede områder, bl.a. i Kattegat og Storebælt, siger Gitte Seeberg.
Naturpakke på vej
Naturplanerne skal sikre fortsat beskyttelse af omkring 60 forskellige naturtyper og mere end 150 arter i Natura 2000-områderne, og ministeren lover, at der vil blive foretaget vigtig vedligeholdelse af de eksisterende EU-LIFE-projekter.
Ministeriet oplyser, at mindst fire nye EU-LIFE-projekter er på tegnebrættet. Det gælder projekter ved Stavns Fjord ved Samsø, syv ådale i Midt- og Nordjylland, etablering af et stenrev ud for Gilleleje og et forsøgsprojekt med kvælstoffjernelse ved etablering af et stenrev i Limfjorden.
Udover lanceringen af de 252 naturplaner, er miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen også på vej med regeringens Naturpakke, som har ambition om at »sætte retning for den danske natur i fremtiden.«
Naturplanerne skal realiseres i et samarbejde mellem lodsejere, kommuner og staten. Regeringen har budgetteret indsatsen til 1,8 milliarder kroner.
Langt de fleste af pengene kommer fra EU’s landdistriktsprogram, nemlig 1,5 milliarder. Hertil kommer næste 60 millioner fra EU LIFE-medfinansiering, mens kommunerne skal punge ud med en kvart milliard kroner.
I en pressemeddelelse understgreger Esben Lunde Larsen, den danske Natura 2000-planlægning blev sat i gang af VK-regeringen i 2004, for at Danmark kunne opfylde EU’s habitat- og fuglebeskyttelsesdirektiver.
- Planerne blev gennemført uden ændringer af S-SF-R-regeringen, og nu er Venstre-regeringen så klar med anden generation af naturplanerne, hedder det.
Nye indsatser i Natura 2000-planerne
Kilde: Miljjø- og Fødevareministeriet