Redningsplan vil koncentrere svineproduktion

LANDBRUG – Venstre-minister vil som led i en redningsplan for det kriseramte landbrug koncentrere svineproduktionen endnu mere på få gigantiske svinefabrikker, der kan producere millioner af slagtesvin. Det viser papirer, som DR har fået indsigt i. Pensionskasserne tøver.

Et udkast til en redningsplan viser, at Vækstfonden under Troels Lund Poulsen har haft planer om at etablere ti store monster-landbrug, der skal producere 1,6 millioner svin. Foto: Colourbox

Venstre-regeringens top arbejder i dyb hemmelighed med en redningsplan for det kriseramte landbrug, som vil koncentrere den danske svineproduktion endnu mere.

Et udkast, som DR har fået indsigt i, viser, at der blandt andet har været planter om at investere milliarder i ti gigantiske svinefabrikker, der tilsammen skal producere 1.6 millioner slagtesvin årligt.

- Har de spist søm eller røget græs? Jeg nedlægger veto mod, at min pensionskasse bare så meget som tænker på at gå med i dette vanvid, skriver en erfaren økologisk landbrugsrådgiver på facebook.

- Gad vide, hvilken klaphat, der er kommet med sådan en anbefaling, skriver en anden.

Redningsfonden har to milliarder
Forretningsplanen er nogle af de første konkrete oplysninger, der er sluppet ud om, hvad redningsfonden skal bruge sine mange penge på, skriver DR. Forslaget indgår i en forretningsmodel fra Statens Vækstfond, som DR har fået indsigt i i forbindelse med kulegravningen af MRSA-skandalen.

Redningsfonden blev lanceret under SR-regeringen kort før folketingsvalget og rummer en samlet kapital på to milliarder kroner.

Ifølge DR indeholder papirerne planer for en helt ny forretningsmodel, hvor halvdelen af slagtesvinene på ti store svine-fabrikker skal være medicinfri. Det er der en god grund til, forklarer Jytte Rosenmaj.

- Alt det her med medicinfri opvækst er noget, vi fornemmer, at markedet er ved at være villig til at betale en merpris for, siger Jytte Rosenmaj til DR. Hun er formand for foreningen Danish Farmers Abroad og er en af de fem personer med erfaringer fra blandt andet svineproduktion i Østeuropa, som har udarbejdet planen for Vækstfonden.

Pensionskasserne tøver
Ifølge planen skal staten investere en halv milliard, og pensionskasserne skal skyde halvanden milliard i de ti svinefarme. Desuden er det planen at optage et lån på yderligere tre milliarder for at få produktionen i gang.

Tilsyneladende er planerne alene strandet på, at pensionskasserne er betænkelige ved at investere så enorme summer i landbruget, som det kun er de færreste, der ser som en oplagt mulighed for at placere og forrente sine sparepenge.

Landbruget modtager årligt ti milliarder i tilskud fra Danmark og EU. Alligevel har det samlede erhverv oparbejdet en voksende gæld, som er tæt på 400 milliarder kroner, som produktionen ikke kan forrente. Derfor må mange landmænd hvert år forlade erhvervet.

I dag er der kun ca. 10.000 heltidslandbrug med mindst én arbejdsplads tilbage i Danmark, og fremskrivninger viser, at jorden og landbrugsproduktionen vil blive koncentreret på stadig færre hænder i de kommende år.

Hverken Vækstfonden, Landbrug og Fødevarer eller erhvervs- og vækstminister, Troels Lund Poulsen (V), har ønsket at udtale sig til DR om oplægget. Det endelige udspil er stadig under udarbejdelse.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: