Danmark har dermed præsteret ‘ absolut afkobling’ mellem bruttonationalproduktets vækst og udviklingen i udledningerne af drivhusgasser. Det konkluderer en ny undersøgelse foretaget af den globale revisions-og analysevirksomhed PricewaterhouseCoopers ( PwC) for The European Climate Foundation, skriver Information.
Rapporten understreger dog fra start et vigtigt forbehold: Landenes transportsektorer er ikke medtaget i analysen. Det har ikke mindst betydning for Danmark, hvor den store handelsflåde ikke blot bidrager til det danske BNP, men også er ansvarlig for betydelige CO 2 -udledninger.
En succes-historie
Men ses der bort fra transportsektoren, så er den danske energipolitik ifølge PwC en succeshistorie.
Rapporten bruger udtrykket ‘ dekarbonisering’ om nedtrapningen af den fossile energi og CO 2 -udledningerne og fastslår for Danmark, at når BNP er vokset med én pct., er CO2-udledningerne faldet med 0,5 pct. som gennemsnit for perioden.
- Danmark har dekarboniseret sin økonomi ved brug af vedvarende energi og naturgas i stedet for kul og olie samt øget energieffektiviseringen ved hjælp af fjernvarme og kraftvarmeværker, skriver PwC.
Af de undersøgte lande er Danmark i dag det, der har den største andel af vedvarende energi i energiforsyningen.
Den såkaldt grønne tænketank Concito afviser dog rapportens konklusioner. Mest på grund af, at den ikke medtager transport.