Radiostation i Nepal får strøm fra solceller

ENERGI – Nepals hovedstad Kathmandu er uden strøm en stor del af døgnet. Alligevel leverer radiostationen 90 Network nyheder døgnet rundt. Som den første medievirksomhed i Nepal har den fået solceller på taget og er blevet selvforsynende med klimavenlig strøm.

LÆS OGSÅ: Nepal satser på vedvarende energi

Slut med røg i Nepals køkkener

Vedvarende energi en succes i Nepals bjerge

Solcellerne på taget gør hele medievirksomheden selvforsynende med strøm. Foto: Ulla Skovsbøl

Indbyggerne i Katmandu må undvære strøm det meste af tiden. Forsyningen er katastrofal, og regeringen har netop bebudet, at det bliver endnu værre med strømafbrydelse 21 timer i døgnet.

Radio 90 Network – en landsdækkende nyhedsservice til 150 lokalradioer i hele landet – har taget konsekvensen af den katastrofale energimangel i Nepals hovedstad og har installeret 10 KW solceller på taget. Anlægget dækker strømforbruget døgnet rundt for radioens 60 ansatte og deres medieproduktion til radio og internet.

- Her i bygningen har vi nu stabil elforsyning. Vi kan tænde for lyset, når vi vil, oplade vores batterier og arbejde ved computerne døgnet rundt, som det passer os, og det er bestemt ikke nogen selvfølge i Kathmandu, siger radioens nyhedschef Gopal Guragain til OrganicToday.dk.

Sparer penge med solceller
Radioen har investeret hvad der svarer til 25.000 euro. Det er mange penge i Nepal, hvor en skolelærer tjener knap ti kroner om dag, men investeringen kan tjene sig ind i løbet af få år.

- Selv om investeringen er stor, sparer vi også mange penge, for alternativet ville være diesel-drevne generatorer. Ingen virksomheder her kan klare sig med den offentlige elforsyning, fordi den er så ustabil, siger Gopal Guragain.

I nogen tid har der konsekvent været 12 timers strømafbrydelse i døgnet i Kathmandu. For kort tid siden blev det sat op til 14 timer, og regeringen har bebudet, at der inden længe vil være lukket for strømmen i 21 timer i døgnet.

Tre timer midt om natten med strøm
De tre timer med strøm skal ligge midt om natten, hvor mange nepalesere ikke har nogen mulighed for at nyde godt af den. Kun hvis man har råd til at investere i batterier, som kan oplade i løbet af de få timer med strøm, kan man udnytte den sparsomme elforsyning. Derfor bliver vedvarende energiløsninger stadigt mere attraktive.

- Solcelleanlægget løser vores forsyningsproblem, og det er både miljøvenligt og billigt i det lange løb. Mange mener, det er for bekosteligt at investere i solceller, men alternativet, som er dieseldreven generatorer er både dyrere og dårligere, siger Gopal Guragain.

Hørmende dieselos hænger over byen
Diesel bliver importeret fra Indien til priser, som er høje for de fattige nepalesere, og over hele hovedstaden hænger der en hørmende dieselos fra de tusindvis af generatorer, som indbyggerne er henvist til at bruge, hvis de vil have strøm i dagtimerne.

Nepal har et kolossal potentiale for at udnytte vandkraft i meget stor stil, men kun en brøkdel af potentialet bliver udnyttet. Der er ikke politisk vilje til de dæmningsbyggerier, som er nødvendige for at øge produktionen, og det er vanskeligt at skaffe investorer.

Det politiske styre i Nepal er ustabilt efter ti års borgerkrigslignede konflikt og den efterfølgende demokratiseringsproces er skrøbelig. Regeringen er en maoistisk ledet koalition, som de mulige udenlandske investorer ikke har fuld tillid til.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: