Radikale: Vækstplan tager hånd om miljøet

VÆKST – Med en ny fødevareplan kombinerer regeringen vækst i landbruget med omsorg for miljøet. En vigtig prioritering, siger Radikale Venstres fødevareordfører, Christian Friis Bach.

Ny vækstplan skal skabe nye job og tage hånd om miljøet.

Regeringen har netop præsenteret en fødevareplan, der med 34 initiativer skal hjælpe landbruget videre på den mest miljøeffektive måde. Planen kombinerer støtte til erhverv og miljø, så der fremover kan skabes endnu bedre betingelser for både miljø og vækst, mener Radikale Venstres fødevareordfører, tidligere udviklingsminister Christian Friis Bach.

- Med initiativerne sætter vi kursen mod en fremtidssikret og bæredygtig landbrugssektor med moderne miljøregulering, dynamiske ejerformer og nye investeringer. Det har dansk landbrug brug for – og det er der brug for i en verden med markant stigende udfordringer for fremtidens fødevaresikkerhed, siger Radikale Venstres fødevareordfører, Christian Friis Bach.

Større metodefrihed
For Radikale Venstres miljøordfører, Lone Loklindt, er det vigtigt at miljøet tænkes ind i udviklingen af fremtidens landbrug.

- Vi ønsker at skabe en mere intelligent og ansvarlig regulering og kontrol af miljø og fødevarer. Det er afgørende for fødevarevirksomhedernes produktionsbetingelser og eksportmuligheder. Fokus på ambitiøse miljømål, men større metodefrihed til at indfri målene skal skabe rum for et bedre miljø, en vildere natur – samt vækst og beskæftigelse i fødevareerhvervet. På den måde skaber vi grøn vækst til gavn for Danmark, siger Lone Loklindt.

Også Radikale Venstres erhvervsordfører, Andreas Steenberg glæder sig over den nye fødevareplan.

- Landbruget har stor gæld. Det hæmmer investeringer, vækst og grøn omstilling. Fødevareplanen løser netop det problem. Desuden giver vi med planen mulighed for 1,5 mio. flere slagtesvin og gør miljøgodkendelser nemmere. På den måde, håber jeg, vi sikrer flere arbejdspladser i Danmark, siger Andreas Steenberg.

Grønne stalde
Med den nye fødevareplan afsætter regeringen blandt andet 45 mio. kroner til udvikling af grønne stalde. Miljøadministrationen skal moderniseres, så Danmark kan få et af de mest effektive systemer.Og gældsplagede landmænd vil blive hjulpet, så sektoren også fremadrettet kan skabe danske arbejdspladser.

Danmark skal med planen udnytte de globale vækstmuligheder på fødevareområdet, omsætte erhvervet til vækst og arbejdspladser og være med til at sikre fortsat beskæftigelse for faglærte såvel som ufaglærte.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: