Han mener, fødevareminister Mette Gjerskovs nye handlingsplan indeholder en lang række initiativer som udvikling af nye økologiske produkter og en mere fokuseret eksportindsats.
-Det er en fin plan med gode initiativer som investeringsstøtte til økologiske landmænd, støtte til produktudvikling og forarbejdning af økologiske produkter samt fokus på eksporten. Men ministeren må ikke glemme, at hvis vi skal nå målet om en fordobling af det øko-logiske areal i 2020, er det afgørende, at der bliver øremærket penge til forskning og udvikling, siger Ole Bloch Engellyst, økologichef i Videncentret for Landbrug.
For selv om nye tal fra NaturErhvervstyrelsen viser, at størrelsen af den danske økologiske jord er vokset en smule fra 2010 til 2011, så er det langtfra nok til at nå en fordobling af økologien i 2020.
-Hvis vi ikke får flere penge til forskning og udvikling, kan vi simpelthen ikke nå målet om en fordobling af det økologiske areal i 2020. Midlerne skal blandt andet bruges på at udvikle den primære produktion, så vi kan finde løsninger på de problemstillinger, der gør det svært at være økolog i Danmark, siger Ole Bloch Engellyst.
- Derudover kommer vi i til at skulle eksportere en væsentlig større del af den økologiske produktion. Det kræver, at vi udvikler en produktion der er konkurrencedygtig, og som stadig lever op til de økologiske principper. Endelig har vi udfordringerne med at skaffe økologisk gødning og at få hævet udbytteniveauet, så der er nok at tage fat på, siger han.
Han henviser til beregninger fra The International Centre for Research in Organic Food Systems (ICROFS), der viser, at penge til økologisk forskning er skrumpet mere og mere ind. Ifølge undersøgelsen bliver der i dag kun brugt en tredjedel af de midler til økologisk forskning, der blev brugt i 2009.