Naturen og landbruget i Danmark står over for en række udfordringer: Vandmiljøets og naturens tilstand, klimaændringer og den økonomiske situation i landbruget. Derfor har Natur- og Landbrugskommissions givet 44 anbefalinger med 144 forslag til konkrete handlinger til fremtidens løsninger mod en balanceret udvikling af naturen, miljøet og landbrugsproduktionen. Radikale Venstres miljøordfører, Lone Loklindt, udtaler:
- Vi glæder os til at arbejde videre med mulighederne for at skabe mere og bedre natur. Vi er glade for mulighederne for bedre rammer til landbruget til at producere kvalitetsfødevarer og biomasse til fremtidens behov.
Vi skal gøre de ting, der virker
Anbefalingerne giver et markant løft i naturen, forudsætninger for et renere vandmiljø, reduktion af landbrugets drivhusemission og bedre indtjeningsmuligheder. De mange tiltag glæder miljøordfører Lone Loklindt:
- Vi skal gøre det, der virker. Anbefalinger om intelligent og målrettet regulering baseret på målte udledninger imødekommer forventningerne om en mere fleksibel model, hvor landmanden selv er med. Men det skal understreges, at forudsætningen er, at den gamle regulering ikke afvikles, før en ny regulering er klar til at blive implementeret, siger Lone Loklindt.
Den rette balance
Også Radikale Venstres fødevareordfører, Lotte Rod, hilser Natur- og Landbrugskommissionens rapport velkommen:
- Natur- og Landbrugskommissionens anbefalinger giver mere natur, hjælper klimaet og giver landbruget bedre muligheder for vækst og investering. Man kan ikke bare pille det ud, man bedst kan lide. Hele omstillingen og naturen er afhængig af, at der er den rette balance. Hvis det skal lykkes at rejse en naturfond, der skal gøre landbrugsjord til natur, kræver det, at begge parter kan se sig selv i projektet, siger Lotte Rod.