Gå ombord i nattoget i København om aftenen og vågn frisk og udhvilet i Basel, Amsterdam eller Prag næste morgen. Den mulighed har omkring 170.000 rejsende om året benyttet, men det er ifølge DSB ikke nok.
- Det er en begrænset skare, som benytter sig af at kunne ligge i sovevogn og spise i restaurantvogn, skriver DSB og henviser til, at der ikke længere er økonomi i at køre nattoget og at det derfor ophører 3. november – endnu tidligere end først bebudet.
En flittig bruger af nattoget, Poul Kattler, tog i juli initiativ til en underskriftindsamling mod nedlæggelsen af nattoget, som også miljømæssigt er en god løsning og et alternativ til flytrafikken og dens store forbrug af energi.
5.700 har skrevet under
Ved udgangen af september havde over 5.700 skrevet under i håbet om at redde nattoget, og mange benytter lejligheden til at kommentere DSB’s beslutning: ‘En skændsel mod miljøet’, ‘ud fra et miljømæssigt synspunkt helt sort’, lyder et par typiske kommentarer.
Også organisationen Vedvarende Energi har i et brev til transportminister Magnus Heunicke og Folketingets Transportudvalg protesteret og fremhæver blandt andet, at togtransporten er langt mindre klimabelastende end fly og bil.
DSB henviser fremover de rejsende til de 4-6 dagtog mellem København og Hamburg eller den
daglige forbindelse mellem Aarhus og Hamburg/Berlin.
Vil du støtte kampen for at redde nattoget, kan du skrive under her:
Link til: Underskriftsindsamling