Professor: Forskerne bøjer nakken

FORSKNING – Forskerne skal ikke blot tie og bøje nakken. Så får landbruget og politikerne for let spil, mener Kaj Sand-Jensen, der er professor ved Københavns Universitet.

Forskerne har pligt til at bidrage med viden og resultater, ellers får politikere og interesseorganisationer for let spil, advarer professor Kaj Sand-Jensen.

Kan forskere bare nøjes med at publicere deres resultater i udenlandske tidsskrifter og så ellers bare lade som ingenting i et samfund, hvor kampen konstant raser om den korrekte viden?

- Nej, siger Kaj Sand-Jensen. Han er professor og leder af Ferskvandsbiologisk Laboratorium, Biologisk Institut ved Københavns Universitet og mener, at for mange kloge hoveder vælger at bøje nakken og tie stile.

- Forskernes forpligtigelser overfor landets borgere rækker langt videre end til alene at publicere engelske afhandlinger, skriver han i Aktuel Naturvidenskab, hvor han giver sine kolleger en ordentlig opsang.

Videnbaseret politik er ofte en skrøne
- Når politikere og styrelser lancerer ny forvaltning og politikker med henvisning til viden eller statistiske sammenhænge, er der grund til at være særligt på vagt. ‘Vidensbaseret politik’ er ofte en skrøne, der skal dække over det sædvanlige formål: At fremme en bestemt ideologi, snævre økonomiske interesser eller bare vise handlekraft, skriver Kaj Sand-Jensen.

Brug for en modvægt
Ikke mindst inden for natur, miljø og sundhed er der brug for en modvægt til alliancen mellem landbruget, Axelborg, visse partier og styrelser, advarer professoren.

- Natur, miljø og sundhed i forbindelse med landbrugsdrift kalder hele tiden på faglige indlæg som modvægt til alliancen mellem landbruget, Axelborg, visse partier og styrelser. Stopper denne faglige kritik en kort stund, dukker landbrugsbekvemme, men effektløse forslag øjeblikkeligt op såsom at rulle randzoneloven tilbage og i stedet poste mange penge i virkningsløse initiativer for at løse vandområdernes forurening med muslingefiskeri og nye stenrev i havet, skriver Kaj Sand-Jensen i Aktuel Naturvidenskab.

Kaj Sand-Jensen er også formand for “Udvalg for offentlig formidling” i Det Kongelige Videnskabernes Selskab.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: