Prins Charles har mange grønne venner

PORTRÆT – Både den verdenskendte indiske miljøforkæmper Vandana Shiva og Patrick Holden, tidligere direktør i briternes øko-organisation, Soil Association, er en del af den britiske tronfølgers vennekreds.

Prins Charles besøgte tirsdag Aarstiderne. Her ses medarbejderne sammen med prinsens hustru, Camilla. (Foto: The British Monarchy)

Det var ikke nogen tilfældighed, da Prins Charles tirsdag  på sin sidste dag i Danmark besøgte en af landets højest profilerede økologiske virksomheder, Aarstiderne, der har til huse på Barritskov Gods ved Horsens.

Prins Charles´interesse for økologi, klima og bæredygtig udvikling er nemlig ikke udtryk for blot en fiks idé eller et modelune.

Prins Charles (tv) præsenteres for verdens første økologiske whisky, fremstillet af John Savage-Onstwedder (th) i Wales.

Den britiske tronfølger interesse er ægte og rækker flere årtier tilbage i tiden, og han er personlig venner med flere af verdens kendte politikere, virksomhedsledere og aktivister, der har gjort sig gældende indenfor området.

Vandana Shiva og Patrick Holden
Både den verdenskendte indiske miljøforkæmper Vandana Shiva og tidligere leder af den briitiske økologi-organisation Soil Association, Patrick Holden, er en del af det netværk, han gerne mødes med for at udveksle idéer og tanker.

Allerede i 1986 omlagde han sit gods, Highgrove Farm, der ligger i Gloucestershire, den sydvestlige del af England, til økologisk drift. Han har etableret en lang række økologiske virksomheder, der sælger alt fra økologisk øl, sandwich og småkager. Hans småkagefabrik, Dutchy Originals, etablerede han i 1990 og solgte for et par år siden videre til Waitrose, som er den grønneste af de fem største britiske supermarkedskæder.

Familiegodset er i dag et flagskib, der er et synligt og levende bevis for de mange gevinster ved et økologisk bæredygtigt landbrug.

Prins Charles er forfatter til den økologiske havebog The elements of organic gardening.

Havebogsforfatter
Man kan læse mere udførligt om Prince Charles’ økologiske tanker og idéer i bogen The Elements of Organic Gardening, som udkom i 2007.

Bogen er skrevet med udgangspunkt i prinsens egen kæmpestore økologiske have på familiegodset. Heri kan man se et væld af flotte billeder, læse om jordens frugtbarhed, kompost, valg af frøsorter, regnvandsopsamling og meget mere.

I bogen er ikke blot den store have på Highgrove Farm beskrevet, men også prinsens have ved bopælen i det centrale London, Clarence House, hvor han modtager officielle gæster, samt Birkhall, som er prinsens sommerresidens i det skotske højland.

GMO er et eksperiment med naturen, der er gået helt galt
Prins Charles har ofte lagt sig ud med både verdens regeringschefer og topledere i industri og landbrug på grund af sine klare og kontroversielle meninger, der sjældent falder i god jord hos the establishment, men til gengæld altid vækker jubel og begejstring hos meningsfæller på grund af hans indsigt og formidable evne til at trænge igennem med sit budskab.

Et godt eksempel er prinsens modstand mod gensplejsede afgrøder. En modstand har deler med økologiske landmænd og en stor del af forbrugerne.

I 2008 gik den britiske regering offentligt i rette med den kontroversielle tronfølger, som i et stort interview kaldte gmo-teknologien for ‘et gigantisk eksperiment med naturen og hele menneskeheden, som er gået helt galt’.

 

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: