Presset Lunde ønsker redegørelse om MRSA

MRSA – En presset miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen har i dag bedt om en redegørelse for Fødevarestyrelsens håndtering af MRSA-skandalen. Det sker efter et dokumentarprogram, som blev sendt søndag aften på DR1. Veterinærdirektør står til fyring.

En af MRSA-skandalens hovedpersoner, veterinærdirektør Per Henriksen, risikerer at blive fyret på gråt papir, efter at en DR1-dokumentar søndag aften kunne afsløre, hvordan han systematisk har fortiet og bortcensureret centrale anbefalinger. Foto: Screendump

En hårdt presset fødevareminister Esben Lunde Larsen erkender nu tilsyneladende, at der er noget rivende galt i Fødevarestyrelsens håndtering af de tiltagende problemer med spredningen af resistente svinebakterier – også kaldet MRSA.

Ministeren oplyser i en pressemeddelelse, at han i dag har bedt om en redegørelse for »håndteringen af husdyr-MRSA – herunder rådgivningen fra Danmarks Tekniske Universitet og orientering af minister og Folketing«.

- Der blev i aftes sendt en dokumentar med en række påstande, der sår tvivl om Fødestyrelsens håndtering af indsatsen mod husdyr- MRSA siden 2008. De forhold skal nu belyses, siger Esben Lunde Larsen.

Magtmisbrug og censur
Dokumentar-udsendelsen afslørede, at ledende medarbejdere i Fødevarestyrelsens igennem flere år systematisk har bortcensureret eksperternes anbefalinger til, hvordan man bedst kan sætte effektivt ind mod smittespredningen, nemlig ved at teste og sanere de smittede avlsbesætninger, som står for avlsarbejdet i den danske svineindustri og er leverandør til landets svinebesætninger.

Også landbrugets lobbyaktiviteter har været et stærk medvirkende faktor til at hindre indsigt og handling, fremgik det af dokumentarudsendelsen, der nu formentlig vil koste veterinærdirektør Per Henriksen stillingen. Dokumentaren afslørede, hvordan de indsendte anbefalinger fra eksperterne blev fjernet i de endelige dokumenter, som blev fremsendt til minister og Folketingets medlemmer.

Miljø- og Fødevareminister Esben Lunde Larsen har også inviteret ordførerne i kredsen bag MRSA-aftalen til en »orientering om håndteringen af MRSA-problemstillingen« på tirsdag.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: