Det vælter ind med medlemmer i Landsforeningen Praktisk Økologi. Ifølge formand Trine Krebs er der tale om en historisk fremgang, som udspringer af græsrodsforeningens strategisk arbejde og befolkningens stigende interesse for økologi. En ny bestyrelse vil styrke udviklingen med netværksarbejde, grønne haveambassadører og en årlig økologisk havefestival
Formand Trine Krebs er ikke i tvivl om, at det er den nye strategi Mere Liv i haven, som har båret frugt, og at det er i den retning, foreningen skal fortsætte.
- Vores strategi hedder Mere liv i haven og går i al sin enkelhed ud på, at motivere vores medlemmer til at dele deres begejstring og erfaringer med resten af Danmark, fortæller hun.
- Vi har med økonomisk støtte fra VELUX Fonden fået etableret over 30 lokale havenetværk og uddannet snart 75 haveambassadører, som lærer at formidle og sætte frivillige aktiviteter i gang i deres lokalområde. Vi har helt bevidst valgt, at vores havenetværk er åbne for alle – også ikke-medlemmer. Vi vil nemlig have økologien ud i alle afkroge af Danmark, erklærer Trine Krebs.
Havefestival i oktober
Næste store opgave for foreningen er den økologiske havefestival, der i år afholdes 31. oktober på Sydfyn. Derefter skal det store årsmøde i samarbejde med seks andre grønne foreninger koordineres. Der er nok at gå i gang i for den nye bestyrelse, der skal sikre, at foreningen fortsætter den gode kurs.
- Vi har et vigtigt fokus på at skaffe foreningen flere midler, både ved fundraising og nye medlemstyper, der skal give flere demokratiske stemmer til foreningen. De nye medlemstyper er ’Husstand’, ’Ungdom’ og ’Erhverv’. De gode ideer og det hårde arbejde stopper ikke, før vi er en forening med flere ansatte, en leder og en professionel bestyrelse.
- Vi har nok at lave. Og i al beskedenhed, så synes jeg, at vi når langt med de ressourcer, vi har. Alle i bestyrelsen arbejder 100 procent frivilligt, og nok vi er en lille fattig forening, men vi har gode medlemmer, som giver økologien en masse gode nøk, siger formanden.
Samarbejde er vejen frem for økologien
Samarbejde med andre foreninger alfa og omega for foreningens arbejde. Målsætningen om at få mere liv i haven sker kun ved en stor, folkelig økologisk bevægelse, mener Trine Krebs.
- Når man som vores forening har større ambitioner end størrelsen tillader, så er samarbejde en gave fra himlen, siger hun.
Praktisk Økologi har i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening blandt andet lanceret www.Giftfri-have.dk. En kampagne, som gør haveejere opmærksomme på, hvor skadelig havesprøjten er, og hvad de rent praktisk kan gøre i stedet.
- Derudover arbejder vi tæt sammen med Omstilling Nu, Omstilling Danmark, Landsforeningen Økologisk Byggeri, Landsforeningen Økologiske Samfund, Fødevarefællesskaberne og Permakultur Danmark om at komme bredere ud. Endelig er Frøsamlerne vores åndsfæller, og sammen med dem, ser det ud til at vi er lykkedes med at påvirke Natur og Erhverv til at lade hobbyfrø slippe igennem den lovgivningsmæssige radar, så private borger i den grad kan give en skalle til at bevare en mangfoldig lokal frøkultur, siger en håbefuld Trine Krebs.