Nyhedsmagasinet Ingeniøren har sammenstillet tal fra Vejdirektoratet og DSB, der viser, at biltrafikken er steget voldsomt i 2014, mens togtrafikken kun er steget svagt og bustransporten faldet.
Det står i skærende kontrast til trafikforliget fra 2009, hvor målet var, at mindst halvdelen af trafikvæksten skulle ske med kollektiv trafik. Men politikerne er selv skyld i udviklingen, mener Det Økologiske Råd.
For hver personkilometer ekstra togtransport i 2014, kom der 26 ekstra personkilometer biltransport. Det står i skærende kontrast til trafikforliget fra 2009, der blev indgået af alle Folketingets partier på nær Enhedslisten, hvor målet var, at mindst halvdelen af trafikvæksten skulle ske med kollektiv trafik. Udviklingen er bl.a. sket, fordi der har manglet politisk mod til at gøre det dyrere at køre i bil.
Det skal være dyrere at køre i bil
Transportforskningen peger da også entydigt på, at hvis man skal flytte transport fra biler til kollektiv trafik og cykling, så skal man både forbedre den kollektive trafik og forholdene for cyklisterne og samtidig gøre det dyrere at køre i bil.
Politikerne har gjort en vis indsats for det første, mens man tværtimod har gjort det stadigt billigere at køre i bil. Derfor er de også selv skyld i den øgede biltrafik, mener Christian Ege, sekretariatsleder i Det Økologiske Råd.
- Problemet er, at politikerne selv har bedt om denne udvikling ved kun at gå på ét ben – at forbedre den kollektive trafik og cykel-forholdene – mens man blot har set til, at det er blevet stadig billigere at køre i bil, siger han.
100 km koster kun fire minutters arbejde
Center for Alternativ Samfundsanalyse (CASA) undersøgte forholdene i en rapport fra 2012. Den viste, at f.eks. en bilpendler mellem Helsinge og København (100 km/dag) i 1990 skulle arbejde 31 minutter for at tjene til bilturen, mens det i 2009 var faldet til 4 minutter.
Der er ikke lavet tilsvarende beregninger siden, men det er givetvis blevet endnu billigere, vurder Det Økologiske Råd. Dels er registreringsafgiften på biler faldet, dels oplever vi netop nu et stort fald i prisen på benzin og diesel.
Konsekvensen er, at CO2-udslippet fra transporten ikke falder, til trods for at danskerne køber mindre og mere energieffektive biler. Det opvejes nemlig af, at vi køber flere biler og kører mere i dem.
17 procent flere biler
Antallet af biler i Danmark er steget med 17 procent fra 2003 til 2012, og derfor stiger trængslen på vejene naturligvis også. Desuden får 90 pct. af de nye biler i dag rabat på registreringsafgiften, som om de var særligt energieffektive. Men det skal der ifølge Det Økologiske Råd laves om på, selvom det ikke er populært blandt bilisterne og dermed en stor del af vælgerne.
- Der mangler simpelthen politisk mod til at genoprette prisen på at køre i bil eller i det mindste at stoppe faldet. Men hvis ikke biltrafikken skal stige endnu mere, skal vi have gjort noget ved det nu ved at indføre roadpricing og gennemføre den reform af registreringsafgiften, som står i regeringsgrundlaget, siger Christian Ege.