En afstemning, Forbrugerrådets blad, Tænk, har foretaget blandt folketingspartiernes skatte-, forbruger- og miljøordførere viser, at to tredjedele finder det uacceptabelt, at øko-varer er så meget dyrere end konventionelle varer. Men når det kommer til løsninger, hører enigheden op.
Både i rød og blå blok er et flertal imod differentieret moms. Hos regeringspartiet SF slår skatteordfører Jonas Dahl fast, at SF støtter en ensartet moms for at undgå større bureaukrati.
Forkert vej at gå
- Vi vil gerne se på en erhvervspolitik, der på andre måder understøtter bæredygtige varer, men at åbne op for differentieret moms er den forkerte vej at gå, siger han til Tænk.
Discountkæden Kiwi har siden 2009 sat priserne på økologiske varer ned med hvad, der svarer ti en halvering af momsen. Det har betydet et markant mersalg på over 30 procent målt i volumen.
Momsnedsættelsen blev sat i værk efter Kiwi minipris i 2009 foretog en undersøgelse af, hvad prisen betyder for indkøb af økologiske varer. I undersøgelsen svarede 82 procent, at de ville købe flere øko-varer, hvis man sænkede priserne på dem, fremgår det af Tænk.