Politikere kræver redegørelse om soja-import

LANDBRUG – Danmarks gigantiske kødproduktion sluger soja i et omfang, som de færreste gør sig begreb om. Nu kræver Alternativet og Socialdemokratiet en redegørelse fra ministeren.

Sojabønner har en unik aminosyresammensætning, som gør sojaskrå og sojabønner til en central del af kraftfoderet til både høns, svin og kvæg. Her er det fra en dansk økologisk forsøgsmark. Foto: Henning Thomsen

En ny rapport fra Verdens Skove, som OrganicToday.dk har omtalt de seneste dage, kortlægger produktionen af den proteinrige sojaplante samt de store miljøødelæggelser og menneskelige omkostninger, der følger i kølvandet på sojadyrkningen.

Nu kræver Alternativet og Socialdemokratiet en redegørelse fra miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen.

- Vores fødevare- og landbrugsindustri bliver nødt til at leve op til et ansvar for sin import hele vejen igennem værdikæden – ikke kun ét skridt frem og ét skridt tilbage, siger Rasmus Nordqvist, klimaordfører for Alternativet til Dagbladet Information.

Reglerne skal strammes
Derfor mener Rasmus Nordqvist, også, at man bør stramme reglerne yderligere, når det gælder import af soja fra Sydamerika.

- Vi bliver nødt til at regulere, så man som leverandør skal gå længere tilbage i sin sporbarhed i forhold til, hvor ens varer er produceret, så man tænker på grundlæggende rettigheder i de lande, vi importerer fra til Europa, siger han til avisen.

Rapporten fra Verdens Skove viser, at en stor del af den soja, der blandes i foderet til Danmarks 32 millioner svin, kommer fra områder, hvor store skovområder ryddes med hård hånd, og hvor lokalbefolkningen udsættes for sundhedsskadelige giftstoffer og fordrives fra deres jord.

Skovrydningen er ofte ledet af store amerikanske landbrugs- og fødevarevirksomheder.

Kan det virkelig være rigtigt
Også hos Socialdemokratiet kalder meldingerne om sojaproduktionens konsekvenser dybe panderynker.

Partiets fødevare- og landbrugsordfører, Simon Kollerup, kalder det »dybt bekymrende, at den danske sojaimport bidrager til skovrydning.»

- Vi mener, vi skal gøre, hvad vi kan for at mindske sojaimporten. Derfor skal der fokus på nye måder at producere protein til dyrefoder på. Vi har eksempelvis presset på for, at Danmark satser mere på udvinding af protein fra græs, og det er vigtigt, vi er ambitiøse og tænker i andre løsninger end soja, siger Simon Kollerup til Information.

Hvad vil regeringen gøre?
Han vil nu bede miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen redegøre for, hvordan importen af soja har udviklet sig de seneste år, og om det virkelig kan være rigtigt, at importen bidrager til skovrydning.

- Derudover vil jeg bede ministeren redegøre for, hvad regeringen vil gøre for at mindske importen af soja og for at sikre, at den soja, der importeres, produceres bæredygtigt, siger han til Information.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: